Tabletter

Der findes forskellige tabletter til behandling af høfeber. Der er forskel på virkningsmekanisme, effekt, dosering og eventuelle bivirkninger.

Publiceret 06/09 2021

Ca. 3 min. læsning

Del artikel

Tabletter med antihistamin

Der findes en lang række forskellige antihistamintabletter, og virkningstiden for de forskellige produkter af antihistamintabletter er forskellig.

Har du kun kort brug for antihistamins virkning, findes der præparater, der virker i nogle timer. Hvis du bruger antihistamintabletter dagligt over en længere periode, vil det være mest hensigtsmæssigt at vælge et præparat, der virker et helt døgn.

Nogle oplever, at antihistaminer kan virke sløvende. Vær opmærksom på, at en ubehandlet eller ikke-velbehandlet høfeber også kan give træthed.

Tal evt. med lægen, om du skal forsøge at anvende en anden antihistamintablet med et andet indholdsstof – eller om du skal behandle symptomerne lokalt med øjendråber og næsespray, hvis du ikke er tilfreds med nuværende behandling eller hvis du oplever bivirkninger.

Måske er det nødvendigt at kombinere øjendråber, næsespray og antihistamintabletter.

Du finder en oversigt over antihistamintabletter her

Tabletter med binyrebarkhormon

I nogle tilfælde er tabletbehandling med antihistamin og lokalbehandling i næsen med steroid eller antihistaminer i næse eller øjne ikke nok til, at du har en hverdag uden generende høfebersymptomer.

Så kan lægen vælge at tilbyde dig en kort kur med daglig tabletbehandling med binyrebarkhormon / steroid.

Ved kortvarig og sjælden behandling med binyrebarkhormontabletter ses sjældent alvorlige bivirkninger.

Ved længere tids brug af binyrebarkhormon som tabletter eller injektion, skal du være opmærksom på, at der kan forekomme alvorlige bivirkninger, som fx osteoporose (knogleskørhed) eller diabetes.

Tal med din læge, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du er i risiko for bivirkninger.

Tabletter med leukotrien-antagonist

Har du astma, og tager du tabletter med leukotrien-antagonist, kan du også opleve, at tabletterne giver lindring af dine høfebersymptomer.

De hyppigste bivirkninger ved behandling med tabletter med leukotrien-antagonist er mavesmerter og hovedpine. Enkelte oplever også mareridt om natten.

Læs mere om behandling af astma

Tabletter som allergen immunterapi/allergivaccination

Det er muligt at blive behandlet mod høfeber over for træpollen (birk, el, avnbøg, bøg, eg, hassel), græspollen og husstøvmider med en smeltetablet, som man dagligt lægger under tungen. Denne behandling tager tre år.

Læs mere om allergen immunterapi/allergivaccination

Antihistamintabletter til behandling af høfeber

Ikke-sløvende antihistamintabletter
Sløvende antihistamintabletter

Medlemskab for dig med høfeber

I Astma-Allergi Danmark ved vi, at en hverdag med høfeber har sine udfordringer. Derfor arbejder vi for at finde løsninger i fællesskab.

Bliv medlem for kun kr. 225,- om året