Allergivenlig byplanlægning
I fremtidens byplanlægning bør man tage hensyn til landets op mod en million danskere med pollenallergi. Det kræver kommunale retningslinjer, og bistand fra landets boligforeninger.
Snue, rindende øjne og træthed plager op mod 1 million danskere i pollensæsonen. Det er både skidt for livskvaliteten og samfundsøkonomien. Udgifter til høfeber koster sammenlagt 7,5 mia. kr. om året. Omkring 30 procent af dem med høfeber har også astma, hvilket yderlige bidrager til samfundsudgifterne.
Vi arbejder for at reducere mængden af græs og træer som hassel, el, elm, birk og platan i byerne. Med andre former for beplantning, kan vi sikre en mere lige adgang til de muligheder for udendørsliv og fysisk aktivitet, som vores byer tilbyder.
Biodiversitet, intelligent byplanlægning og faglig uddannelse
Det store fokus på biodiversitet i landets kommuner er et anerkendelsesværdigt og vigtigt skridt mod et grønnere og sundere Danmark. Desværre vælger mange kommuner at plante højt græs for at fremme den vilde natur i byerne. Desværre volder det høje græs en række problemer for de mange danskere med græspollenallergi.
Løsningerne ligger lige for: Ved at begrænse græsset og skabe bedre vilkår for de vilde, hjemmehørende urter, kan vi skabe gode rammer for både dyr og mennesker. Det er en udbredt misforståelse, at vild natur er en fjende mod danskere med allergi. Det forholder sig faktisk lige omvendt. Derfor har vi indledt et samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening og en række kommuner og boligforeninger, så vi kan tænke klogt i fremtidens byplanlægning.
Vi arbejder for:
Kommunale retningslinjer
Landets 98 kommuner bør udarbejde retningslinjer for udvikling og vedligehold af rekreative områder i byerne. Astma-Allergi Danmark har indledt dialog med flere kommuner for at etablere samarbejder, der kan uddanne personale til de lokale indsatser.
Uddannelse af boligforeninger
I Danmark står boligforeninger for udlejning af størstedelen af landets almene boliger. Det er derfor afgørende, at de har indsigt og konkrete redskaber til at arbejde med allergivenlig beplantning og indeklima. Astma-Allergi Danmark samarbejder med KAB - landets største boligadministrator – om at forbedre bl.a. udendørsarealer for hundredetusindevis af danskere.
Byplanlægning i folkesundhedsloven
Danske Regioner barsler med en folkesundhedslov i 2022 og Astma-Allergi Danmark anbefaler, at byplanlægning med fokus på allergivenlig beplantning indgår som et element i den strukturelle forebyggelse.