Tag hensyn til kæledyrsallergikere
Flere end 880.000 danske familier holder et eller flere kæledyr – primært hunde og katte. Kæledyr på arbejdspladser er et voksende problem. Ligesom der er stigende udfordringer med kæledyrshold på plejecentre og børneinstitutioner.
Kæledyr i det offentlige rum, på arbejdspladser, plejecentre og børneinstitutioner udgør et stadigt større problem for danskere med allergi over for dyr. Det kalder på strukturel forebyggelse fra politisk hold og i brancheforeningerne.
Flere end 880.000 danske familier holder et eller flere kæledyr. Langt de fleste kæledyr er hunde og katte, og de kan udgøre et stort problem for personer med allergi, når de bliver taget med på arbejdspladser, plejecentre, børneinstitutioner og i offentlig transport.
Dyrene kan begrænse den personlige frihed
14 procent af voksne danskere har allergi overfor dyr og i Astma-Allergi Danmark taler vi ofte med medlemmer, der møder arbejdsgivere og familie, der har svært ved at tage hensyn til allergi over for dyrene.
Dyreallergener kan være til stede i luften i lang tid. Man behøver altså ikke have kontakt med dyrene, men blot opholde sig i lokaler med dyreallergener for at blive udsat. Personer med dyreallergi kan opleve mødet med dyr i det offentlige rum som en indskrænkning af deres bevægelsessfære.
Flere oplever også, at det indskrænker deres jobmuligheder, fx hvis arbejdspladsen har en kontorhund. Kontorhunde er flere steder blevet normalt, og selv nogle politikere på Christiansborg tager deres firbenede venner med på kontoret.
Vi oplever også en bekymring blandt ældre borgere, der er nervøse for at komme på plejehjem, hvor der fx bor katte eller kommer besøg af besøgshunde.
Nøglen ligger i politisk regulering og retningslinjer i brancheforeninger
For at komme problemet til livs, kræver det strukturelle tiltag, der sikrer, at lokale reguleringer tilgodeser borgere frem for dyr. Astma-Allergi Danmark ønsker, at det er muligt for allergikere at færdes i det offentlige rum, gå på arbejde og skole, bo på plejecenter, være ansat på plejecenter osv. uden risiko for at få symptomer.
Vi arbejder for:
Dyrefri arbejdspladser
Det bør ikke være tilladt at medbringe dyr på arbejdspladser, medmindre hunden har en funktion for arbejdet.
Dyrefri restauranter
Hunde, der ikke har en funktion ved et restaurantbesøg, bør være forbudt. I dag er det op til den enkelte restaurant, om de tillader dyr. Der er ingen lovgivning på området og ingen retningslinjer fra Horesta, brancheorganisationen for hotel-, restaurant og turistbranchen.
Dyrefri institutioner
Plejehjem og institutioner bør som udgangspunkt være fri for dyr. Ønsker man at bo med dyr, skal dette være et aktivt tilvalg. Der bør være tilbud om både dyrefri plejehjem og plejehjem, hvor, der er mulighed for at bo med dyr.