Nyheder

AllergiLex: En vej ud af junglen

Snart bliver det lettere at navigere i ingredienslisterne og vælge allergivenlige produkter.

Publiceret 27/03 2025

Ca. 1 min. læsning

Del artikel

NÅR DU KIGGER BAG på kosmetik- og plejeprodukter, mødes du ofte af lange og uforståelige navne på stoffer, som de færreste kender. Det kan gøre det svært at gennemskue, hvad produktet indeholder, og hvilke ingredienser der kan være allergifremkaldende.

Sådan har Rie Louise Leth Løvgren fra Aarhus det i hvert fald. Især når hun kigger bag på produkterne, som hun bruger i sin dagligdag, som shampoo og cremer:

– De er jo pokkers lange, de her lister, og helt uforståelige.

Men snart bliver det lidt nemmere for både Rie Louise Leth Løvgren og andre forbrugere, der leder efter produkter, der bærer Astma-Allergi Danmarks allergimærke Asthma Allergy Nordic, og som ønsker at undgå stoffer, der giver kontaktallergi.

I foråret lancerer allergimærket den nye tjeneste, AllergiLex, hvor forbrugere let kan finde produkter med Asthma Allergy Nordic.

Mere tid til alt det vigtige

Rie Louise Leth Løvgren ser frem til AllergiLex, for hun har to børn, som hun prøver at skåne, når det kommer til parfume og de allergifremkaldende stoffer. Derfor holder hun både øje med Ashma Allergy Nordic og generelt bare produkternes ingredienslister.

– Det er træls at bruge tid på, for jeg vil da hellere være nærværende over for mine børn. Jeg føler, jeg bruger meget tid med mobilen i hånden, fordi jeg prøver at finde ud af, hvilke ingredienser der er i vores helt almindelige hverdagsprodukter, siger Rie Louise Leth Løvgren, der var en af de første til at se tjenesten AllergiLex.

– Jeg synes, det er virkelig fedt, og det er skåret ind til benet, siger hun og glæder sig over, at både hendes og familiens jagt efter de allergivenlige produkter bliver nemmere.

 


Foto: Astma-Allergi Danmark