Ilttelt, børnehjem og hospitalsindlæggelser

65-årige Cathrine Sadolin har boet på børnehjem og været på hospitalet mange gange i løbet af sin barndom, fordi hun har astma. Alene. Kom med vores bladredaktør hjem til Cathrine til en snak om, hvordan astmaen har præget hendes liv.

Publiceret 18/04 2024

Ca. 5 min. læsning

Del artikel

^{Foto: Mathias Aaen}

Af Katrina Gillies Rasmussen

Cathrine Sadolin hænger ud ad sit vindue og vinker ned til mig. Hendes smil er næsten lige så stort som de krøller, der sidder på hendes hoved. Da jeg har taget elevatoren op til tredje sal, viser hun mig ind i sin store, farvestrålende københavnerlejlighed, der engang blev brugt som væveri.

Hvis jeg lytter efter, kan jeg godt høre Cathrines vejrtrækning, da vi sætter os over for hinanden ved spisebordet. Men bortset fra det er der ikke noget, der afslører, at Cathrine har svær astma. Selvom astmaen er svær at spotte, har den alligevel fyldt meget i Cathrines liv. Helt fra hun var spæd.

– Da jeg var seks uger gammel, blev jeg passet af min mormor, som lige pludselig opdagede, at jeg ikke trak vejret. Jeg blev blå i hovedet og kom afsted med en ambulance. Inde på hospitalet fortalte lægerne mine forældre, at jeg ikke ville overleve. Men lægerne sagde også, at de havde den her nye medicin, Kortison, som de gerne ville prøve på mig. Mine forældre var jo desperate, så de sagde: ”Ja, prøv!” Jeg skylder mit liv det her wonder drug. Jeg overlevede kun, fordi jeg fik Kortison, forklarer Cathrine og tilføjer:

– Jeg har haft astma hele mit liv, så jeg kender ikke til andet.

Tanker fra et ilttelt

I 1960’erne, da Cathrine lå meget på hospitalet, måtte forældrene aflevere deres syge barn og vinke farvel. Og så kunne de ellers få lov til at komme på besøg ganske kort tid om ugen. Det er svært at forstå med nutidige briller, men det var sådan, det var dengang. I sin tidlige barndom tilbragte Cathrine derfor mange timer alene på hospitalet uden sine forældre.

Hun husker, at hun som lille barn lå under et gennemsigtigt ilttelt, som skulle hjælpe hende med at trække vejret, og undrede sig: Hvorfor er der ikke nogen, der gør noget? Hvorfor gør mine forældre ikke noget? Jeg ligger her, og jeg kan ikke trække vejret, men der sker ikke noget.