Nyheder

Ansvaret skal løftes fra allergikernes skuldre

Astma-Allergi Danmark har arbejdet ihærdigt for at sikre, at hudallergi blev prioriteret i den nye danske kemiindsats. Og da aftalen blev endeligt vedtaget i januar, var det tydeligt, at arbejdet har båret frugt. Vi har talt med Miljøminister, Lea Wermelin om prioriteringen af allergi og hvad vi kan forvente os af den nye aftale.

Publiceret 09/03 2022

Ca. 6 min. læsning

Del artikel

Lea Wermelin Miljøminister
Foto: Astma-Allergi Danmark

Hudallergi er et stort problem for rigtig mange danskere – 20 % af befolkningen har hudallergi i dag. Det rammer typisk dem, der udsættes for allergifremkaldende kemi i hverdagen, på arbejdspladsen eller i fritiden.

Derfor gik vi i Astma-Allergi Danmark i dialog med Videncenter for Allergi og Forbrugerrådet TÆNK, for at sikre allergien en afgørende plads i den nye danske kemiindsats, som er en fireårig kemiaftale, vedtaget af folketinget, hvor man blandt andet vil sætte ind mod allergifremkaldende og hormonforstyrrende stoffer.

I 2021 deltog vi i en række workshops og var i løbende dialog med Miljøministeriet, som har vist stor interesse for vores sag. Vi ønskede at sikre midler til Videncenter for Allergi samt en øget indsats på tre vigtige områder: forskning, oplysning og lovgivning. Mere forskning skal øge vores indsigt i årsagerne til allergi – og med forskningen som platform, skal vi sikre bedre oplysning til danskerne, og etablere lovgivning, der i højere grad tilgodeser forbrugerne.  

Kemiindsatsen blev vedtaget i januar, og med 26 mio. afsat til forskning og regulering på allergiområdet frem til 2025, har vi været med til at sikre allergiområdet.

I forbindelse med offentliggørelsen af kemiindsatsens indhold besøgte vi Miljøminister, Lea Wermelin, på Christiansborg og tog en snak med hende om allergiens plads i den nye aftale.

Kort om kemiindsatsen:

  • Et enigt folketing har øremærket 304,1 mio. kr. til den nye kemiindsats. Heraf bliver 26 mio. kr. afsat til at regulere allergifremkaldende stoffer og til forskning i hudallergi.
  • Ud af de 26 mio. kr. er der afsat 22 mio. til Videnscenter for allergi over fire år og 4 mio. til at udarbejde et konkret forslag til, hvordan vi bedre kan regulere kemien i hverdagsprodukter på EU-plan.
  • Kemiindsatsen er afgørende for landets 1,2 millioner danskere, der er allergiske overfor et eller flere kemiske stoffer, som de dagligt kan komme i kontakt med i deres arbejdsliv og i hjemmet.

Hvad er dine egne erfaringer med hudallergi?

LW: – Jeg har heldigvis ikke selv hudallergi, men jeg har støvallergi. Derfor kan jeg godt relatere til, hvor indgribende allergi kan være i hverdagen. Jeg kommer ud af en familie, hvor der har været en del astma og overfølsomhedssygdomme, og jeg tror, det gør, at man i højere grad har antennerne ude i forhold til at tjekke produkter og være meget opmærksom. Har man allergi, er man nødt til at være ret undersøgende hele tiden, og det kan være svært at navigere i junglen af produkter.

– Ansvaret skal løftes fra skuldrene af dem, som har allergi, og allergisagen skal med ind på det politiske bord.

Miljøminister, Lea Wermelin.

Vi er glade for, at I har valgt at prioritere allergien i kemiaftalen. Allergi berør mange af vores medlemmer, og allergi medfører en stor samfundsmæssig udgift. Hvorfor valgte I at prioritere allergien i kemiaftalen?

LW: – Vi er nogle af dem i Europa, der er allerbedst, når det kommer til spørgsmål om kemikalier. Vi er førende både inden for regulering og faglig viden. Samtidig har vi mange dygtige eksperter og organisationer på kemi- og allergiområdet i Danmark. Det forpligtiger os til at være dem, der har den grønne førertrøje på.

– Med den nye kemikaliestrategi er der bred opbakning til, at vi fortsat skal stå stærkt på dette område. Det gør vi, både med Videnscenter for Allergi, som der er afsat 22 mio., og med de 4 mio. der er afsat til at udarbejde et konkret forslag til, hvordan vi bedre kan regulere kemi på EU-plan.

– Vi samarbejder med de mest ambitiøse EU-lande i forhold til kemiregulering. Sammen lægger vi pres på EU, og det er lykkedes os at få mange af de Danske prioriteter med i EU’s kemikalielovgivning. Som et lille land kan vi sætte et stort aftryk i EU-lovgivningen, fordi vi har nogle stærke vidensinstitutioner inden for kemi og allergi. Vi skal længere endnu med det arbejde, og derfor har det været vigtig at prioritere allergiområdet.

For en allergimærkning som Astma-Allergi Danmarks er det vigtigt, at vi hurtigt kan klassificere nye stoffer og regulere omkring allergifremkaldende stoffer. Hvordan vil I arbejde for hurtigere klassificering og regulering?

LW: – Tallene taler tydeligt: mere end 1 mio. danskere har allergi tæt inde på livet, og for flere nye virksomheder i Danmark er det at være allergivenlig en mærkesag. Det sætter to streger under, hvor stort et problem allergi er i Danmark, og det skal vi tage alvorligt.

– Miljøstyrelsen arbejder med hele spørgsmålet om klassificering og regulering af stoffer, og vi ønsker generelt, at forbrugerne skal være bedre beskyttet – også på EU-plan. Jeg tror på forbrugeroplysning og mærkningsordninger som jeres, der gør det nemt at vælge gode produkter i hverdagen. Hvis man her kan hjælpe forbrugerne med at træffe det rette valg, er det fantastisk. Det er vigtigt, at de virksomheder som gerne vil konkurrere på at være de bedste, kan gå forrest med jeres mærkning. Den indsats I gør, vil vi gerne være med til at løfte. Vi ønsker at lave en grundlæggende regulering, som gør, at man ikke skal tænke så meget over kemi i hverdagen.

Lea Wermelin Astma-Allergi Danmark

– I har en stor viden, og med jeres kontakt til jeres medlemmer og forbrugerne kan I give os relevant input. Det er centralt for indsatsen på allergiområdet.

Miljøminister, Lea Wermelin.

Mange danskere ved ikke, hvor ofte de kommer i kontakt med allergifremkaldende stoffer, og det kan være svært at navigere i skoven af produkter i en travl hverdag. Hvordan vil I styrke forbrugeroplysningen om allergirisici ved parfume, skjulte allergener samt naturlige og økologiske produkter?

– Oplysning er vigtigt. Man kan ikke forvente, at folk skal sidde derhjemme og være små kemikere, der ved alt om ingredienslister. Vi skal sikre en generel tryghed og tillid til, at det man kommer i indkøbskurven, er i orden. Vi er kommet langt, men vi skal endnu længere særligt i forhold til at få forbudt de mest skadelige stoffer i forbrugerprodukter og de stoffer, som giver allergi.

– Vi arbejder allerede med kampagner, der skal klæde forbrugerne på – bl.a. sammen med Forbrugerrådet Tænk. Men det vil være helt oplagt at se mere på allergien, når vi ved, hvor stort et problem det er.

Hvad vil I gøre for at fastholde fokus på allergi nu, hvor vi ikke længere har en konkret allergistrategi?

– Vi har besluttet at lave en årlig opfølgning på kemiindsatsen. Det skal sikre, at vi kommer bredt omkring, og at vi får handlet på allergiområdet. Her er I som forening med til at holde os i ørene, når de årlige statusser kommer.

– Hvis vi skal lykkedes med en allergiindsats, så må vi arbejde sammen og udveksle viden. Samarbejdet med organisationer som Astma-Allergi Danmark er særdeles vigtigt. I har en stor viden, og med jeres kontakt til jeres medlemmer og forbrugerne kan I give os relevant input. Det er centralt for indsatsen på allergiområdet.

Hvad vil du sige til vores medlemmer og til alle dem med kontakteksem, som går og håber på en forandring på allergiområdet?

– Først og fremmest vil jeg sige, at allergi er et problem, som jeg og det brede flertal i folketinget er optaget af. Vi ønsker, at færre danskere udvikler allergi, og at vi bedre kan beskytte personer med eksisterende allergi – både gennem regulering og gennem forbrugeroplysning.

Ansvaret skal løftes fra skuldrene af dem, som har allergi, og allergisagen skal med ind på det politiske bord. Det er noget, vi i samarbejde med virksomheder og organisationer som Astma-Allergi Danmark skal gøre bedre, end vi gør i dag.

Bliv en del af fællesskabet

Meld dig ind i Astma-Allergi Danmark