Katja der har allergi, skabte sin egen produktserie
Alle har brug for produkter af kvalitet. Også dem, der har allergi. I 2021 grundlagde Katja Rosasco sin virksomhed med et klart formål: at tilbyde high-end-hårpleje, der er mærket med Asthma Allergy Nordic.
Foto: Privat / Test: Katrina Gillies Rasmussen
Katja Rosasco er uddannet frisør. De sidste 14 år har hun arbejdet i nogle af verdens bedste frisørsaloner, hvor hun bruger salonprodukter, der ikke er allergivenlige. Når hun kommer hjem fra arbejde, bruger hun kun produkter, der er mærket af Astma-Allergi Danmark. Katja har nemlig kontaktallergi. Katja ville skabe en allergivenlig hårplejeserie, der var af lige så høj kvalitet som den, hun kendte fra sit professionelle virke som frisør.
"Selv om man har allergi, vil man stadigvæk gerne føle sig sexet"
- Katja Rosasco
Med over et årtis erfaring fra frisørbranchen vidste Katja nøjagtig, hvad hun gerne ville skabe. Hun ville skabe kvalitetshårpleje, der levede op til kriterierne for Asthma Allergy Nordic, som Astma-Allergi Danmark blandt andet står bag. I 2021 grundlagde Katja derfor sin virksomhed, Meishai.
– Selv om man har allergi, vil man stadigvæk gerne føle sig sexet, og man sætter stadigvæk pris på kvalitet og godt design. Jeg har skabt en produktserie, der bekræfter, at man sagtens kan lave nogle allergivenlige hårprodukter, der kan konkurrere med de store brands, der står rundt omkring på hylderne i salonerne og high-end-butikkerne.
Produkterne er skabt til alle dem, der har allergi, men bestemt også til alle, der gerne vil undgå at udvikle det med tiden. Derudover er de tænkt til frisørerne, som nu kan stå med en allergivenlig serie i salonerne uden at gå på kompromis med kvalitet og design, fortæller Katja.
Kunder og frisører efterspørger allergivenlighed
Katja Rosasco oplever, at der langsomt kommer mere efterspørgsel fra både kunder og professionelle frisører, der søger et allergivenligt alternativ. En af årsagerne til, at Katja udviklede sine hårprodukter, var, at hun gerne ville imødekomme den efterspørgsel, som er i fremmarch i øjeblikket.
– Det, at vi er mærket af Asthma Allergy Nordic, betyder, at vi er med til at passe på dem, der allerede har allergi, og hjælpe mennesker, så de undgår at udvikle allergi i fremtiden. Hos Meishai er vi stolte af at tilbyde vores kunder en professionel hårpleje, der lever op til Asthma Allergy Nordics kriterier. Vi tror på en ny måde at tænke og skabe hårprodukter på, og vi har glædet os til at dele vores vision, fortæller Katja.
Når du ser Asthma Allergy Nordics logo på produkter, herunder på Meishaiprodukter, kan du være sikker på, at produktet ikke indeholder parfume eller allergifremkaldende ingredienser, og at Asthma Allergy Nordic har foretaget en kritisk vurdering af indholdet. Lever et produkt ikke op til allergimærkningens krav, kan det ikke få Asthma Allergy Nordic-mærket.
To mærker – et logo
I 2018 blev de nordiske allergimærker forenet til allergimærket Asthma Allergy Nordic, som Astma-Allergi Danmark, Astma och Allergi förbundet i Sverige og Norges Astma- og Allergiforbund står bag.
Baggrunden for et fælles, nordisk mærke er at danne et stærkt internationalt mærke, som udnytter den viden og erfaring, som de tre organisationer har fået gennem de mange års arbejde med allergimærkning – og samtidig levere en troværdig hjælp i en verden med mange konkurrerende interesser, hvor man som forbruger kan have svært ved at finde rundt i afsenderen af de mange mulige mærker.
Astma-Allergi Danmarks logo med den runde blå krans er tydeligt i både Den Blå Krans og Asthma Allergy Nordic logoet. Det gør det nemt for forbrugerne at bruge begge mærker som et trygt pejlemærke, når de vil tage et aktivt valg i forhold til hudallergi. Produkter med Astma-Allergi Danmarks allergimærkning findes i over 70 lande.