Nyheder

Naturvenner og allergikere i fælles opråb mod græs

Biodiversitetskrisen er i fokus – også i kommunerne, der arbejder på at få mere vild natur. Men løsningen er ikke nødvendigvis bare at lade græsset gro. Astma-Allergi Danmark og Danmarks Naturfredningsforening vil komme op mod 500.000 borgere med græsallergi til undsætning ved at styrke biodiversiteten.

Publiceret 13/07 2021

Ca. 4 min. læsning

Del artikel

Foto: Shutterstock

De danske kommuner kappes om at blive den vildeste naturkommune, og det er blevet populært som aldrig før at lade græsset gro i et forsøg på at øge biodiversiteten, specielt i og omkring byerne.

Virksomheder, boligforeninger og kommuner anlægger flotte, vilde rekreative områder i byerne og langs vores veje, hvor græsset får lov til at vokse, som det vil. Men når det høje græs blomstrer, sender det store mængder pollen ud i luften, der kan være til gene for op mod en halv million danskere med græspollenallergi.

Græsallergi er den mest udbredte pollenallergi i Danmark, og under 1 procent af græspollen spredes mere end én kilometer fra moderplanten. Derfor har lokal beplantning og vedligehold af græsarealer stor betydning for danskere med høfeber.

Skru ned for græsset – og op for de vilde blomster

Det høje græs er ikke kun en udfordring for borgere med allergi. Når græsset dominerer, tager det ofte pladsen fra vores hjemmehørende blomster og urter, der er vigtige for især vilde bier og sommerfugle.

– Kommunerne skal gøre mere end bare at lade græsset gro. Ellers gør de både naturen og de mange danskere med græsallergi en bjørnetjeneste. Ensartede græsplæner bliver ikke til en vild blomstereng over-night ved bare at lade stå til. I virkeligheden handler det om at svække græsdominansen ved at fjerne materialet efter slåning – og det er helt afgørende, at det sker ude i kommunerne her til efteråret. Så får vi skabt plads til en større variation af vilde planter, der på sigt vil indfinde sig i takt med at græsset udpines. Samtidig letter vi livet for de mange danskere med græsallergi, siger seniorprojektleder Simon Leed Krøs fra Danmarks Naturfredningsforening.

Græspollen i luften – også ved græsslåning

Hvis man troede, at løsningen på græsallergien var at slå græsset hyppigt, må man tro om. Man kan minimere mængden af græspollen ved hyppig slåning, men plantesaften, der hvirvles op i luften under slåning indeholder præcis de samme allergener som græspollen, der frigøres under blomstring i juni og juli måned.

Derfor er løsningen at begrænse græsset og i stedet skabe bedre vilkår for de vilde, hjemmehørende urter, der ikke kræver pleje og ofte foretrækker den mindre næringsfattige jord.

Græs i mange afskygninger

Der findes omkring 100 forskellige hjemmehørende græsarter i Danmark. Selvom de alle menes at have en påvirkning på pollenallergi, er nogle græsser markant mere allergifremkaldende end andre.

Højt græs er samtidig vigtig for fx en række sommerfuglelarver. Det handler med andre ord ikke om at komme alt græs til livs, men at minimere mængden og skabe et landskab, hvor græs i forskellige varianter står side om side med hjemmehørende blomster og urter.

– I Astma-Allergi Danmark arbejder vi målrettet for at moderere de eksisterende græsarealer, og vi tænker nye vækster og planter ind i vores byplanlægning. Det har i mange år været et centralt behov for vores medlemmer og borgere med græsallergi, der hver sommer lider med rindende øjne, kløende næse og luftvejsproblemer, siger direktør Anne Holm Hansen fra Astma-Allergi Danmark og tilføjer:

– Vi sætter stor pris på kommunernes indsats for at fremme den vilde natur, og anbefaler, at de sikrer en balance i beplantningen, så vi både får reduceret græspollenmængden og sået de mest allergineutrale og naturvenlige sorter, når vi vedligeholder eksisterende og etablerer nye rekreative områder.

Sådan undgår du, at græsset tager overhånd

  • Slå græsset tidligt på sæsonen i slutningen af marts, start april, for at tage toppen af starten på græssæsonen.
  • Fjern græsaffaldet, så det ikke giver næring til ny græsvækst. Når græsset fjernes, minimerer vi mængden af græsfrø og fjerner samtidig næringsstoffer, så urterne får bedre chance for at vinde over græsserne.
  • Erstat græsarealer med hjemmehørende danske urter som f.eks. blåhat, almindelig kællingetand eller almindelig knopurt, som vilde bier og sommerfugle lever på og af.
  • Brug mikrokløver som blandingsprodukt til grønne plæneområder for at opnå et mere allergivenligt alternativ til den traditionelle græsplæne.

5 gode råd til en aktiv sommer med pollenallergi

  • Gå eller løb gerne i skoven, da træerne fungerer som et filter. Men undgå birkeskov, hvis du er allergisk over for birkepollen.
  • Brug solbriller eller cykelbriller ved motion udenfor, da de skærmer for, at pollen kommer ind i øjnene og giver symptomer.
  • Brug en pollenmaske, hvis du cykler, da den filtrerer pollen væk og hjælper med at holde det væk fra luftvejene.
  • Ophold dig tæt ved vandet, hvor luften er frisk og ren.
  • Sørg for at være velbehandlet og tjek Dagens Pollental, når du planlægger din dag.