Nu er der græspollen i luften
Kilder det pludselig i næsen, og løber øjnene i vand? Sæsonen for græs blev skudt i gang hen over weekenden. Pollenmængden stiger, og sæsonerne bliver længere, viser nye tal fra Astma-Allergi Danmark. Ifølge foreningen er det derfor vigtigt, at kommuner og boligforeninger arbejder målrettet for at mindske mængden af græs i byerne.
Foto: Shutterstock
Op mod en million danskere lider af pollenallergi, og især pollen fra landets græsplæner og vildtvoksende græsområder gør hverdagen sur for rigtig mange danskere.
Nu er niveauet af græspollen i luften så højt, at Astma-Allergi Danmark officielt blæser sæsonen i gang. Så folk med allergi over for græspollen må i de næste måneder indstille sig på at skulle forholde sig til en række gener i hverdagen.
- Symptomer på høfeber viser sig som kløende øjne, rindende eller stoppet næse, hyppige nys og mange får også problemer med vejrtrækningen, som kan være astma, siger Betina Hjorth, tidligere leder af Astma-Allergi Danmarks Rådgivning.
Det kan derfor være en god idé at konsultere lægen, hvis man gennem længere tid døjer med symptomer, der minder om en sejlivet forkølelse – det kan nemlig sagtens være pollenallergi. Tager man sine forholdsregler og får den rette behandling, kan de fleste heldigvis blive fri for symptomer, lyder det fra Astma-Allergi Danmarks Rådgivning.
Markant mere græs i luften kræver handling i byerne
Kigger man på pollen-udviklingen gennem de seneste mange år, må man konstatere, at det går den forkerte vej. Pollenmængderne stiger, og sæsonerne bliver længere.
Sådan lyder meldingen fra Astma-Allergi Danmark, der har sammenholdt gennemsnitsmålinger af alle pollentyper fra perioden 1981 – 2009 og fra 2011 – 2020 og brugt datasættet i den nye, opdaterede Pollenkalender. Mængden af græs er steget med 19 procent, og sæsonen for græs er forlænget med hele 18 dage. Så lider du af græspollenallergi, går du formentlig en lang og intens sæson i møde.
Gennem de senere år har kommuner og boligforeninger haft fokus på biodiversitet, men det har i mange tilfælde betydet, at man har undladt at slå store arealer med vildtvoksende græs i den bynære natur. Det er ifølge direktør i Astma-Allergi Danmark, Anne Holm Hansen, en misforstået strategi, der hverken er til fordel for insekter eller allergikere.
- Vi ser desværre, at alt for mange kommuner undlader at slå vildtvoksende græs og anlægger anden allergifremkaldende beplantning i vores byer. Vi skal derfor sørge for at begrænse græsset og skabe bedre vilkår for de vilde, hjemmehørende urter, så vi kan skabe gode rammer for både insekter, dyr og mennesker. Det er en udbredt misforståelse, at vild natur er en fjende mod danskere med allergi. Det forholder sig faktisk lige omvendt, siger Anne Holm Hansen.
Find hjælp på Pollenportalen
For at imødekomme de mange allergiramte danskere har Astma-Allergi Danmark netop lanceret det digitale hjælpemiddel Pollenportalen. Her kan man finde gode råd til at klare sig gennem arbejdsdagen, lave havearbejde, være fysisk aktiv, tage på festival og meget andet, selvom man er plaget af allergi.
Du finder pollenportalen ved at klikke her
Er du nysgerrig på at se, hvordan vi finder Dagens Pollental? Se en video her
Du kan også benytte dig af Astma-Allergi Danmarks andre services til at komme godt igennem pollensæsonen:
• Hent Dagens Pollental gratis i App Store eller på Google Play
• Få rådgivning på tlf. 43 43 42 99 alle hverdage
• Modtag en daglig pollenmail med pollental og nyheder: https://www.astma-allergi.dk/pollenservices/pollenmail/