Nu kan vi allergimærke engangshandsker med Asthma Allergy Nordic
Håndeksem er en af de hyppigst anmeldte arbejdsskader i Danmark. Astma-Allergi Danmarks allergimærke, Asthma Allergy Nordic, kan snart vurdere og mærke vinylhandsker i forhold til en eventuel allergirisiko. Det kan give et tryggere arbejdsmiljø og mindske risikoen for at udvikle kontaktallergi.
Foto: Shutterstock
JETTE ANDERSEN BÆRER ALTID HANDSKER, for det gør hverdagen meget nemmere. Og sådan har det været i rigtigt mange år.
Tilbage i 1990’erne udviklede hun nemlig håndeksem, fordi hun havde et højt forbrug af engangshandsker af gummi, og fordi hun vaskede hænder utallige gange om dagen. Det var nemlig en stor del af hendes hverdag, da hun arbejdede som social- og sundhedshjælper på et bosted for demente.
Egentlig startede det med tør hud på hænderne, men så begyndte der at være bittesmå blærer på hendes hænder. Jette Andersen havde dog ingen idé om, hvad det skulle udvikle sig til.
– Jeg håbede, at det ville blive bedre. Men inderst inde vidste jeg godt, at det var helt galt. Jeg ville bare ikke se det i øjnene, siger hun.
Jette Andersen er langt fra den eneste. For hvert år bliver der anmeldt omkring 2.100 tilfælde af arbejdsbetinget eksem. Heraf er håndeksem den hyppigste. For Jette Andersen udviklede håndeksem sig så voldsomt, at hun måtte sygemeldes ad flere omgange og til sidst stoppe sit arbejde.
– Det var en kæmpe sorg, for jeg elskede virkelig mit arbejde, og jeg havde store planer med det, siger hun om den onde cirkel, som hun føler, startede dengang.
– Det er lidt ironisk, at min håndeksem begyndte med engangshandsker, og nu kan jeg slet ikke fungere uden dem.
I stedet for de gummiengangshandsker, der gav Jette Andersen eksem, bruger hun nu nitrilhandsker derhjemme for at skåne sine hænder.
– Og jeg har virkelig tænkt på, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg pludselig heller ikke kunne tåle dem.
Nye kriterier til en tryggere og mere allergivenlig handske
For selvom engangshandsker er omfattet af forskellige lovgivningsmæssige regler, er der ingen af disse, der specifikt fokuserer på allergi. Det betyder desværre, at engangshandsker lovligt kan indeholde kemiske stoffer, der fremkalder eller forværrer allergiske reaktioner. Eftersom handsker er i direkte kontakt med huden og ofte i længere tid ad gangen, kan gentagen brug øge risikoen for allergi.
– Med de nye kriterier ønsker vi at få produkter ud på markedet til de mange mennesker, der dagligt arbejder med engangshandsker, og dermed give dem et mere trygt arbejdsredskab, når det gælder kontaktallergi. Vi ønsker også at tage hånd om dem, der allerede har en kontaktallergi, siger Anne Holm Hansen, adm. direktør i Astma-Allergi Danmark. Derfor lancerer Asthma Allergy Nordic nye kriterier for engangshandsker af materialet nitril.
En jungle af produkter reddet af en blå krans
Kriterierne kommer efter en stor efterspørgsel fra Astma-Allergi Danmarks medlemmer samt sundhedsprofessionelle i de brancher, der dagligt arbejder med kemikalier og produkter med allergifremkaldende stoffer.
– Det er en jungle at finde rundt i hvilke engangshandsker, der kan bruges til at beskytte huden mod udefrakommende farer og ikke udsætte huden for ubehagelige reaktioner, siger Rikke Bille, der er chef for Astma-Allergi Danmarks Allergimærke, Asthma Allergy Nordic og tilføjer:
– Vi håber derfor, at producenter af nitrilhandsker vil søge om allergimærket, så vi sammen kan hjælpe dem, der gerne vil have et pejlemærke, når de vælger engangshandsker.
Engangshandsker kan nemlig føre til allergiske reaktioner på hænderne, og det kan få store konsekvenser i arbejdslivet. Noget, som Jette Andersen har oplevet på egen krop, og derfor håber hun, at kriterierne kan hjælpe både andre og hende selv til en tryg hverdag:
– Selvom man aldrig kan garantere, at noget er 100 procent fri for allergier, vil det være en stor hjælp at vide, at engangshandskerne er blevet vurderet, inden jeg bruger dem.
Hvorfor håndeksem?
Den ubehagelige sygdom håndeksem kan opstå, når huden i en kortere eller længere periode har været udsat for irritanter og/eller kontaktallergener. Det kan være i arbejde, der involverer hyppig håndvask eller handskebrug.
Det kan også være, hvis man er i kontakt med kemikalier eller fødevarer, der irriterer huden, eller stoffer, der er allergifremkaldende som hårfarver eller konserveringsmidler.