Nyheder

Enigt folketing fastholder prioritering af allergi i ny kemiaftale

Efter næsten 6 måneders forhandling landede Miljøministeriet i fredags en ny aftale om Danmarks håndtering af skadelige kemikalier. Til trods for intense forhandlinger lykkedes det at fastholde en prioritering af forskning, oplysning og lovregulering på allergiområdet.

Publiceret 25/01 2022

Ca. 2 min. læsning

Del artikel

kontaktallergi eksem
Foto: Shutterstock

Siden sidste sommer har Astma-Allergi Danmark arbejdet for at fastholde prioritering af hudallergi i den danske kemiindsats, der strækker sig frem til 2025. Det er sket i tæt samarbejde med Miljøministeriet, folkevalgte politikere og en række samarbejdsorganisationer.

I fredags kunne et enigt folketing øremærke 304,1 mio. kr. til den nye kemiaftale. Heraf bliver 26 mio. kr. afsat til at regulere allergifremkaldende stoffer og til forskning i hudallergi.

Denne indsats er afgørende for landets 1,2 millioner danskere, der er allergiske overfor et eller flere kemiske stoffer, som de dagligt kan komme i kontakt med i deres arbejdsliv og i hjemmet.

”Det skal være trygt at være forbruger, og man skal kunne stole på, at de ting, man putter i indkøbskurven og bruger i sin hverdag, ikke skader ens helbred eller ens børns sundhed. Jeg er rigtig glad for, at alle partier er enige om, at der skal være styr på kemien for vores sundhed og for miljøet… (forkortet citat)”, siger miljøminister Lea Wermelin i en pressemeddelelse fra Miljøministeriet.

Mange stærke dagsordener

Allerede tidligt i forhandlingerne stod det klart, at indholdet i aftalen skulle have et grønt aftryk med fokus på giftfrit miljø, biodiversitet og fødevarer. Der gik samtidig pålidelige rygter om, at allergiområdet skulle have en mindre rolle eller ligefrem skrives helt ud af aftalen.

Astma-Allergi Danmark gik derfor sammen med en række organisationer for at sætte fokus på en række nøglesager, herunder hudallergi. Sammen med blandt andre Videncenter for Allergi og Forbrugerrådet Tænk mobiliserede foreningen en indsats, der skulle oplyse politikere om nødvendigheden af at styrke allergiindsatsen gennem forskning, oplysning og reguleringer. Det skete gennem workshops på Christiansborg, kronikker i medier, artikler i blade, podcasts og på sociale medier og ikke mindst gennem tæt dialog med Miljøministeriet og engagerede politikere fra folketingets partier.

”Det er vigtigt for os, at danskerne er godt beskyttede og oplyste som forbrugere. Hudallergi er ikke bare økonomisk dyrt for samfundet, men har store konsekvenser for den enkelte borgers sundhed, livskvalitet og arbejdsliv. Vi er derfor glade for, at politikerne også har valgt allergien til”, siger direktør i Astma-Allergi Danmark, Anne Holm Hansen.

Det har været en kerneopgave at sikre et stærkt politisk mandat til forskning i hudallergi på Videncenter for Allergi, da dybere viden om allergi, er en forudsætning for både mere oplysning og regulering. Det glæder derfor Astma-Allergi Danmark, at Videncenter for Allergi har fået et styrket rygstød til at fortsætte sin forskning i hudallergi.

Klare politiske målsætninger er nøglen


Mens Astma-Allergi Danmark er glade for den klare prioritering af allergi, havde foreningen gerne set en klar ’allergistrategi’ i kemiaftalen. En strategi med skarpt fokus på forskning, oplysning og regulering vil sikre en politisk fastholdelse af aftalen.

Foreningen og samarbejdspartnerne kommer derfor til at arbejde for at få klare målsætninger for allergiområdet de kommende 4 år og ser frem til dialogen med miljøministeren. Læs mere om foreningens ønsker til kemiindsatsen her.

Bliv en del af fællesskabet

Meld dig ind i Astma-Allergi Danmark