Nu kører pollenfælden
Lige før jul – nærmere bestemt den 20. december – satte vi pollenfælden i gang i København. Selvom sæsonen endnu ikke er skudt i gang, kan lune efterårs- og vintermåneder potentielt give en tidlig blomstring.
Foto af Astma-Allergi Danmark
Pollenfælden i København har siden den 20. december foretaget ugentlige målinger. Selvom vi allerede har fanget pollen, er mængden så lille, at den officielle pollensæson endnu ikke kan erklæres startet.
Det er endnu ikke muligt at forudsige, hvor voldsom den kommende sæson vil blive for pollenallergikere, da det som altid afhænger af vind- og vejrforhold.
”Et lunt efterår samt november og december kan potentielt give en tidlig blomstring af el og hassel. Vi følger udviklingen af raklerne nøje herhjemme samt pollenudviklingen i udlandet,” siger leder af Astma-Allergi Danmarks pollentælling, Mathilde Kloster.
”Samtidig kan det nuværende vejr med skiftevis temperaturer omkring frysepunktet være med til at sætte træernes og buskenes blomstring i dvale”.
Ifølge Mathilde Kloster kan særlige lokale forhold betyde, at hasselbuske kan blomstre tidligere.
Det er dog først, når pollentællerne over en kort periode ser en lille stigning i mængden af elle- og/eller hasselpollen, at den officielle sæson med daglige udmeldinger på Dagens Pollensal og Dagens Pollenvarsling sættes i gang.
Indtil da kan man følge, hvad der fanges i fælden, via de interaktive pollengrafer:
Pollengrafer - Overblik over pollensæsonen - Astma-Allergi Danmark samt sæsongrafen i appen Dagens Pollental: Hent appen Dagens Pollental - Astma-Allergi Danmark.
Forbered dig til den kommende sæson med femdøgns-pollenprognose
Har du allergi over for pollen, kan det være en god idé at følge med i de daglige pollenmålinger og pollenvarslinger, der kommer, når sæsonen er officielt skudt i gang.
Her tilbyder Astma-Allergi Danmark en lang række gratis pollentjenester, så du kan holde dig opdateret og justere din behandling i løbet af pollensæsonen.
Blandt andet kan du gøre som 400.000 andre og hente Astma-Allergi Danmarks gratis app Dagens Pollental. Appen er en god hjælp at have i lommen gennem pollensæsonen. Udover dagens pollental, indeholder appen en af Europas første femdøgnsprognoser for pollen.
Med prognosen kan man få en pejling om pollenmængderne de kommende dage – nøjagtig ligesom vejrudsigten varsler om mængden af sol, regn og vind, så man kan tilrettelægge sin behandling og udendørs aktiviteter derefter.
- Hent Dagens Pollental gratis i App Store eller på Google Play
- Få rådgivning på tlf. 43 43 42 99 mandag til fredag 9-12, tirsdag og torsdag 13- 15 samt onsdag 16-18
- Modtag en daglig pollenmail med pollental og nyheder HER.
Astma-Allergi Danmark anbefaler desuden, at du kontakter din læge og drøfter din behandlingsplan, så du er helt klar til pollensæsonen.