Nyheder

Sæsonen for bynkepollen er nu i gang

Årets sidste store pollensynder, bynken, blomstrer nu. Hvis du har allergi over for bynkepollen, kan du med fordel vente med dine udendørsaktiviteter, til det er blevet eftermiddag eller aften, da mængden af bynkepollen er særlig intens tidligt på dagen. Læs med for flere tips og viden om bynkesæsonen.

Publiceret 14/07 2023

Ca. 2 min. læsning

Del artikel


Foto: Shutterstock

Astma-Allergi Danmarks pollentællere har i den seneste uge fundet et stigende antal bynkepollen i pollenfælderne, og derfor udsender vi fra i dag af Dagens Pollental og Dagens Pollenvarsling for bynke.

De fleste bynkepollen i Danmark stammer fra gråbynken: En udbredt ukrudtsplante, som ofte ses i vejkanter, på byggepladser og side om side med højtstående, blomstrende græs. I områder med dårlig eller manglede naturpleje kan bynken få lov at vokse frit sammen med det høje græs. Områder med vildt voksende græs er derfor ikke kun dårlige for de mange med græsallergi og biodiversiteten, men også for dem med bynkeallergi.

I Astma-Allergi Danmark kæmper vi netop for mere allergivenlig beplantning, og du kan være med til at gøre en forskel i dit lokalområde. Læs hvordan her

Hvorvidt bynken får lov at sprede sin pollen, afhænger dog først og fremmest af vejret, forklarer biolog i Astma-Allergi Danmarks Pollentælling, Sidsel Damsbo Andersen:

– Bynkepollen spredes bedst på en blæsende solskinsdag, hvorimod regn forhindrer transporten. Dog kan der selvfølgelig være forskelle fra lokalområde til lokalområde.

Heldigvis når bynkepollen sjældent høje niveauer i Danmark, forklarer biologen:

– Når vi for eksempel ser tilbage i vores pollengrafer for de sidste 4 år, har vi kun ramt et højt niveau for bynkepollen (over 50 pollen) en enkelt dag i København i 2020. Men selv ved lave niveauer kan man godt mærke symptomer, siger Sidsel Damsbo Andersen

Find Dagens Pollental og Pollenvarsling her.

Sæsonen bliver længere

Sidste år udgav Astma-Allergi Danmark en ny Pollenkalender, som bygger på en analyse af mere end 40 års pollendata. Ud fra analysen kunne det desværre konstateres, at sæsonen for bynke starter tidligere og sluttere senere, end den før har gjort.

Dog bekræfter en analyse af pollentallene fra 2011-2020, at bynkepollen sjældent når høje niveauer i Danmark. Denne 10-års-analyse ligger til grund for Astma-Allergi Danmarks Komplette Pollenkalender, som viser hvordan niveauerne, ”lavt, moderat og højt” fordeler sig en over en sæson.

Arbejdet med at analysere tidligere sæsoners pollendata har også resulteret i:

  • Opdaterede sæsongrafer i appen Dagens Pollental
  • Opdaterede interaktive pollengrafer, så du nu kan sammenligne den igangværende sæson med en gennemsnitlig sæson

Gode råd til at klare bynkesæsonen

Har du allergi over for bynkepollen, kan du med fordel rykke de udendørs aktiviteter til senere på dagen, siger biolog Sidsel Damsbo Andersen:

 - Bynken smider som regel sin pollen tidligt på dagen, og vi ser derfor en højere koncentration i vores fælder i de tidlige morgentimer. Et godt råd er derfor at gemme den tidlige løbetur til eftermiddagen eller aftenen.

Har du brug for flere gode råd til at klare dig igennem i pollensæsonen, kan du kontakte Astma-Allergi Danmarks Rådgivning på tlf. 43 43 42 99 alle hverdage.

Du kan også benytte dig af Astma-Allergi Danmarks andre services til at komme godt igennem pollensæsonen:

  • Hent Dagens Pollental gratis i App Store eller på Google Play
  • Besøg Pollenportalen, din online-guide til pollensæsonen, hvor vi har samlet alle de bedste tips til håndtering og behandling af pollenallergi.
  • Modtag en daglig pollenmail med pollental og nyheder: Tilmeld dig pollenmailen her.

Bliv en del af fællesskabet

Meld dig ind i Astma-Allergi Danmark