Rådgivning Rådgivningens Brevkasse

Hvordan tager jeg min næsespray korrekt?

Høfebersymptomer i næsen kan blandt andet behandles med næsespray. Det er dog vigtigt, at næsesprayen bruges korrekt, da det er afgørende for god effekt og et minimum af bivirkninger. Få hjælp til teknikken her i Rådgivningens Brevkasse.

Kære Rådgivning

Jeg har konstant stoppet næse i græspollensæsonen, og skal efter anbefaling af min læge opstarte forebyggende allerginæsespray, som kan give noget mere luft. Jeg har forstået, at der går lidt tid, inden den virker optimalt, at jeg skal bruge den fast hver dag, og at teknikken er vigtig, for at få det fulde udbytte af medicinen.

Vil I forklare, hvordan jeg skal gøre? 

Venlig hilsen Julie


Kære Julie,

Du har forstået det helt rigtigt. Når du skal bruge din næsespray, skal du gøre følgende:

Puds næsen

Stå op, eller sid med ret ryg, og buk hovedet lidt fremover så du kigger ned.

Hold næsesprayen i din højre hånd, når du skal puste i venstre næsebor. Stik studsen ind i venstre næsebor, og peg studsen lidt ud mod venstre øje og tryk. Træk studsen ud og snus ind.

Gentag på samme måde i den modsatte side: Hold næsesprayen i venstre hånd, stik studsen ind i højre næsebor, peg studsen lidt ud mod højre øje og tryk. Træk studsen ud og snus ind.

Hvis du har lidt snævre næsebor, kan du med fordel bruge et par fingre på den ledige hånd, og placere dem på kinden lige ved siden af næsefløjen. Træk lidt udad, så du åbner op for næseboret.

Følg anvisningen fra lægen, i forhold til om du skal bruge et eller to pust i hvert næsebor, og om du skal tage næsesprayen en eller to gange dagligt.

Venlig hilsen
Astma-Allergi Danmarks Rådgivning

Læs flere svar på spørgsmål, som vi har modtaget i Rådgivningens Brevkasse her.

Bliv en del af fællesskabet

Meld dig ind i Astma-Allergi Danmark