Dine rettigheder som patient
Her kan du finde oplysninger om hvordan udredningsforløbet foregår fra din læge har givet dig en henvisning, til du bliver set af en speciallæge. Læs også om udredningsgaranti og ventetider.
Hvad sker der, når du er blevet henvist?
Du kan enten blive henvist til en privat praktiserende speciallæge eller til et sygehus.
Bliver du henvist til en privat praktiserende speciallæge, skal du selv vælge en speciallæge og bestille tid. Henvisningen er frit tilgængelig og du kan derfor vælge den speciallæge du ønsker eller der hvor der er kortest ventetid.
Henvises du til et sygehus, vil du inden for otte hverdage modtage en indkaldelse til undersøgelse eller behandling.
I indkaldelsen vil tid og sted for undersøgelsen fremgå, ligesom der vil være information om, hvor du kan henvende dig, hvis du har spørgsmål om henvisningen eller om ventetider.
Udredningsgaranti
Hvis du er henvist til et sygehus, er der regler for, hvor længe du skal vente på at få en diagnose. Dette kaldes udredningsgaranti. Udredningsgarantien er på 30 dage, hvis det er fagligt muligt.
Læs mere om udredningsgarantien på sundhed.dk
Ventetider
Hvis din region ikke kan udrede dig på egne sygehuse inden for 30 dage, skal regionen undersøge andre regioners og privathospitalers muligheder. Regionen kan give dig valget mellem flere privathospitaler eller pege på et bestemt privathospital, der kan hjælpe dig.
Læs om ventetider på sundhed.dk
Hvor kan jeg få hjælp?
Alle regionerne har en patientvejleder, som kan hjælpe dig, hvis du har spørgsmål til dit forløb.