Coronavirus, hvis du har astma
Personer med astma kan være sårbare og i risiko for at blive hårdere ramt end andre af coronavirus.
COVID-19 er i svære tilfælde en lungesygdom, og personer med lungelidelser og nedsat lungefunktion af en vis sværhedsgrad er generelt i risiko for øget sygelighed og dødelighed. Studier viser, at lungesygdom er forbundet med en øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb ved COVID-19. Det gælder for eksempel, hvis du har:
Svær astma:
- Personer i biologisk behandling, hvor astma ikke er velkontrolleret
- Personer med lav lungefunktion (FEV1 under 70 procent)
- Personer i fast behandling med Prednisolontabletter
- Personer med mere end én behandlingskrævende forværring inden for det seneste år (behov for lægekontakt og for eksempel Prednisolon)
Svær KOL:
- Personer med lav lungefunktion (FEV1 under 50 procent) og/eller mere end én hospitalsindlæggelse eller to/flere ambulant behandlede forværringer inden for de seneste 12 måneder (behov for lægekontakt og for eksempel Prednisolon)
- Personer med hjemmeilt eller hjemme-NIV-behandling
Sundhedsstyrelsen holder øje med situationen og opdaterer løbende deres hjemmeside, hvor du kan finde mere information.
Find mere information om coronavirus på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.
Er din astma velbehandlet?
Det er vigtigt, at din astma er velbehandlet. Det mindsker nemlig risikoen for alvorlige forværringer, hvis du får en virusinfektion. Tag derfor den medicin, som lægen har ordineret. Hvis du er i tvivl om, hvilken medicin du skal tage og i hvilke doseringer, bør du tale med lægen, så du kender din behandlingsplan.
Oplever du symptomer fra luftvejene som eksempelvis hoste, åndenød og trykken for brystet, skal du kontakte lægen med henblik på en eventuel justering af din behandlingsplan. Virker medicinen ikke optimalt, eller har du fået nye symptomer, bør du ligeledes tale med lægen.