Håndvask og sprit er hårdt for hænderne
Vi er blevet mere opmærksomme på vigtigheden af at vaske hænder ofte - men hyppig håndvask kan irritere huden og give håndeksem, og også øge risikoen for hudallergi.
Når kulden sætter ind, tærer det samtidig på huden. Husk derfor at beskytte dine hænder, samtidig med at du beskytter dig selv mod virus.
Myndighederne anbefaler os at vaske hænder og bruge håndsprit ofte for at undgå smitte med coronavirus – men de gode anbefalinger kan være hård kost for dig med eksem og sårbar hud.
Håndvask og håndsprit tærer på fedtmængden i huden, og hvis hudbarrieren bliver beskadiget, er man i større risiko for eksem.
En øget brug af håndsæbe med parfume og andre allergifremkaldende ingredienser kan også øge risikoen for at blive ramt af hudallergi, også kendt som kontaktallergi.
Når vejret bliver koldere, bliver huden samtidig mere udsat, og det er derfor vigtigt at huske den daglige pleje af hænderne.
Astma-Allergi Danmark anbefaler, at du bruger håndsæbe og -sprit med allergimærkningen Den Blå Krans eller Asthma Allergy Nordic til den hyppige håndvask – så er du sikker på ikke at blive udsat for parfume og andre ingredienser, som er kendt for at være allergifremkaldende. Der stilles også krav til at håndsprit skal være tilsat ingredienser, der sikrer, at huden ikke tørrer ud.
En gennemgang i oktober 2020 af den videnskabelige litteratur på området slår fast, at håndsprit med glycerin er mindre belastende for huden end vand og sæbe. Håndsprit med glycerin kan anvendes, når hænderne er tørre, og de ikke er synligt snavsede.
En øget brug af håndsæbe med parfume og andre allergifremkaldende ingredienser kan endda øge den enkeltes risiko for at blive ramt af hudallergi, også kendt som kontaktallergi.
Herunder kan du se vores video om håndvask:
Brug en fed creme efter håndvask og afspritning
For at beskytte hænderne mod udtørring anbefaler Astma-Allergi Danmarks Rådgivning, at du også husker at smøre dine hænder med en fed creme. Så kan huden bedre opretholde sit fedtniveau, og du er bedre beskyttet mod at udvikle eksem.
Vælg en creme med allergimærkningen Den Blå Krans eller Asthma Allergy Nordic – så har et hold af erfarne eksperter hos Astma-Allergi Danmark vurderet alle ingredienserne for dig, og risikoen for hudallergi er minimal.
Læs også: Oversigt over fede cremer
Der findes over 1200 produkter med allergimærkningen Den Blå Krans eller Asthma Allergy Danmark alene i Danmark, og de kan købes i de fleste dagligvarebutikker.
Du kan søge efter produkter med allergimærkningen her:
Find produkter med Astma-Allergi Danmarks Allergimærkning og Asthma Allergy Nordic i Kemilex
Herunder kan du se vores video om håndcreme: