Diagnose
Mistænker du kontakteksem? Så er det vigtigt, at du henvender dig til din læge, så du kan få stillet diagnosen, at årsagen findes, og der lægges en plan for forebyggelse og behandling.
Har du tegn på kontakteksem, er det vigtigt, du hurtigt får gjort noget ved det. Jo tidligere i forløbet du sætter ind med undersøgelse, forebyggelse og behandling, jo bedre.
Henvend dig til din læge og få afklaret, om du skal henvises til hudlæge med henblik på undersøgelse, behandling og forebyggelse, eller om du ved at ændre adfærd kan forebygge tilbagefald.
For at det bliver nemmere at undgå det der er årsag til dit eksem, er det vigtigt at få afklaret, om der er tale om:
Lappetest
En lappetest (epikutanttest) hos lægen kan afklare, om kontakteksemet skyldes allergi.
Hvad er en lappetest?
Lægen tester ofte med den europæiske standardserie, der indeholder ca. 30 kendte allergifremkaldende stoffer. Listen ændres løbende, så det er de aktuelle stoffer, der bliver testet for.
Derudover kan der yderligere testes med indholdsstoffer fra de mistænkte materialer, som huden udsættes for. Vel at mærke i koncentrationer, der ikke irriterer eller skader huden. I nogle tilfælde sættes lappeprøven også på i brugskoncentration.
Nogle hudlæger har også mulighed for at sætte lappeprøveserier på, der relaterer sig til et erhverv, fx er der en frisørserie.
Sådan forløber en lappe test
Hos lægen sættes plastrene med de udvalgte allergener på ryggen. Plastrene skal sidde på huden i 48 timer. For at opnå det mest sikre resultat må testområdet ikke udsættes for vand eller direkte sol. Du skal også så vidt muligt undgå at svede.
Efter 48 timer fjernes plastrene og testområdet afmærkes med pen på huden.
24 timer efter aflæses og vurderes eventuelle eksemreaktioner på huden. Lappeprøverne aflæses eventuelt endnu en gang på femte til syvende dagen for testen, da huden er længere om at reagere på enkelte allergener.
Efter sidste aflæsning vurderer lægen om dine eventuelle reaktioner har en sammenhæng med det eksem du oplever og giver dig oplysninger om behandling og forebyggelse.
Fotolappetest
I nogle tilfælde giver et stof kun kontakteksem, hvis huden samtidig udsættes for lys (fototoksisk eller fotoallergisk kontakteksem).
Hvis der er mistanke om, at dit eksem skyldes en kombination af allergi og lys, sætter man to ens rækker med de mistænkte allergener på ryggen.
Når plastrene fjernes, udsættes det ene testområde på ryggen for lys, og det andet dækkes til med mørkt stof. Man kan ved aflæsningen afgøre, om en reaktion skyldes kombinationen af det allergifremkaldende stof og lys, eller der er tale om en almindelig allergisk reaktion.