Viden om Coronavirus

Astma eller COVID-19 hos børn

Mange forældre oplever usikkerhed på grund af deres børns astmasymptomer. Tvivlen er om det er en astmaforværring eller kan være corona?

Når efteråret og vinteren sætter ind med køligere temperaturer, kan astmaen forværres hos nogle børn. Det kan bl.a. give sig til udtryk som åndenød og hoste – symptomer, der til forveksling kan minde om COVID-19.

For nogle forældre betyder det, at de skal holde deres børn hjemme i perioder og lader deres børn teste flere gange for at være helt sikre på at kunne udelukke COVID-19.

Snak med lægen om symptomerne

Sundhedsstyrelsen skriver i deres pjece ’Har dit barn symptomer på COVID-19’ at det kan være svært at skelne imellem, om dit barn er forkølet, har COVID-19 eller anden luftvejsinfektion. En test kan afklare, om der er tale om COVID-19.

Ifølge Sundhedsstyrelsen får børn som regel ingen eller kun milde symptomer, hvis de bliver smittet med COVID-19. 

Sådan kan du forholde dig ifølge Astma-Allergi Danmarks Rådgivning:

  • Dukker der symptomer op, der kan tyde på luftvejsinfektion, eller virker barnet utilpas, bør du kontakte lægen.
  • Hoster eller oplever dit barn andre vejrtrækningsproblemer på grund af astmaen, er det altid en god idé at snakke med lægen om en eventuel justering af behandlingen.

Symptomer på COVID-19:

Typisk vil børn blive sløje, trætte og slappe, så de ikke leger og deltager i de ting, de plejer. Andre symptomer kan være:

  • Tør hoste
  • Feber
  • Almen utilpashed

Man kan også have luftvejssymptomer, f.eks. ondt i halsen, forkølelse mv., eller andre symptomer, som f.eks. diarré. Man behøver ikke at have alle symptomerne på én gang.

Læs mere her

Symptomer på astma:

  • Hoste.
    Dit barn kan have tør hoste eller hoste med slim. Hosten kan komme, når barnet skal sove eller om natten. Eller hosten kan komme i forbindelse med latter, gråd eller anstrengelse. Måske har dit barn langvarig hoste efter forkølelse.
  • Åndenød eller besværet vejrtrækning.
    Symptomer kan være af forskellig sværhedsgrad. Ved svære symptomer kan dit barn fx have hurtig og/eller besværet vejrtrækning i hvile og måske svært ved at tale i sætninger, eller når barnet ligger ned. Det kan også opleveles som en fornemmelse af, at det er svært at komme i fysisk form.
  • Pibende eller hvæsende lyd på vejrtrækningen.
  • Trykken for brystet.
    Dit barn kan beskrive det som om der ligger en tung taske på brystkassen eller en elastik, der spænder om brystkassen.

Det kan godt være astma, selv om dit barn kun har et af symptomerne.
Du skal reagere, hvis dit barn oplever hoste, åndenød eller besværet vejrtrækning om natten.

Symptomerne på astma kan komme hurtigt som et akut astmaanfald, men der kan også være tale om mere vedvarende symptomer.

Du kan også opleve, at dit barn med astma:

  • for det meste vælger stillesiddende aktiviteter
  • er meget træt
  • let bliver utilpas
  • har dårlig appetit

Børn med astma kan opleve symptomer i dagligdagen, som ikke entydigt signalerer sygdom i luftvejene. Derfor er det vigtigt, at børnene får en korrekt diagnose og behandling, som kan være til at sikre dem raske lunger og ordentlig livskvalitet som børn og resten af livet.

Så hvis du kan genkende nogle af de nævnte symptomer hos dit barn, er det en god idé at tale med lægen om det.

Støt vores arbejde

Som medlem af Astma-Allergi Danmark støtter du blandt andet vores rådgivning og vejledning om Coronavirus / COVID-19.


Bliv medlem for kun kr. 225,- om året