Behandling af fødevareallergi
Der findes ingen medicinsk behandling, der kan helbrede overfølsomhed over for mad. Den eneste behandling er at lade være med at spise den fødevare, som du ikke kan tåle.
Diætvejledning
For at være sikker på at undgå de fødevarer eller tilsætningsstoffer, du ikke kan tåle, er det vigtigt, at du læser varedeklarationerne.
Du kan få rådgivning om mere omfattende kostændringer hos en klinisk diætist. Får du kontrolleret din overfølsomhed på sygehuset, kan du få en henvisning til en klinisk diætist. Hvis du ikke har kontakt til sygehuset, afhænger mulighederne for at få diætvejledning af den region, du bor i. Spørg hos din læge.
Du kan også kontakte en privatpraktiserende klinisk diætist. Foreningen af Kliniske Diætister kan oplyse adresser. Du skal selv betale for besøget hos den privatpraktiserende kliniske diætist. Der er ikke tilskud fra det offentlige, men nogle private sygeforsikringer, for eksempel 'Danmark', giver tilskud.
Du kan læse mere om kliniske diætister på www.diaetist.dk
Allergen immunterapi / Allergi-vaccination
Der forskes en del på området, og også i Danmark har flere patienter været med i en række videnskabelige forskningsprojekter, men det er endnu ikke muligt at blive vaccineret mod fødevareallergi.
Man kan allergivaccinere for pollenallergi, men det har tilsyneladende ingen eller kun ringe effekt på allergien over for de fødevarer, som krydsreagerer med pollen.
Medicin
Akutte symptomer kan behandles med medicin. Hvilken slags, det skal være, afhænger af, hvilket organ symptomerne kommer fra.
Ved milde reaktioner kan antihistaminer eventuelt hjælpe.
Du bør ikke tage antihistaminer forebyggende, hvis du har alvorlige symptomer. De kan sløre den kløe i mund og svælg, som ofte er første advarselstegn på, at du spiser noget, du ikke kan tåle.
Akut behandling ved anafylaksi/allergisk shock
Ved allergisk shock skal man have adrenalin-indsprøjtning og hurtigt under lægebehandling.
Har du tidligere reageret med svær allergisk reaktion efter at have spist fx jordnødder, nødder, skaldyr eller æg, vil lægen ofte udstyre dig med en adrenalinpen (Emerade, EpiPen® eller Jext) og vise, hvordan du anvender den. Lægen vil også fortælle, hvilken anden medicin du eventuelt bør tage.
Pennen er en lille automatisk engangssprøjte med en adrenalinopløsning, som man selv kan sprøjte sig med i låret, når en voldsom allergisk reaktion er ved at udvikle sig. Den kan købes på apoteket og fås kun på recept. Efter brug skal lægen eller skadestuen kontaktes.