Allergi over for soja
I Danmark er allergi over for soja ikke særlig udbredt. Hos børn er der god udsigt til at vokse fra sojaallergi.
Symptomer på allergi over for soja
Allergi over for soja kan vise sig som opkastning og diarré, høfeber med symptomer fra øjne og næse, astma eller eksem. Oftest er der symptomer fra mere end et organsystem, men i nogle tilfælde er det eneste symptom et svært og vedvarende børneeksem.
Symptomerne kan komme umiddelbart efter, at man har spist noget med soja i, men reaktionen kan også vise sig senere. Symptomerne kan også have andre årsager. Derfor er det vigtigt, at diagnosen stilles af en læge.
Ved sojaallergi er det vigtigt at der holdes 100% soja diæt, da selv små mængder sojaprotein vil kunne udløse symptomer.
Ved symptomer er det vigtigt at have en plan for lægen der gør rede for hvilke symptomer der skal reageres på og hvordan.
Soja og andre bælgfrugter
Sojabønner er en bælgfrugt. Ved allergi over for soja får nogle derfor også allergiske symptomer, når de spiser andre bælgfrugter, fx grønne ærter, bønner, linser eller jordnødder.
Årsagen er, at proteinerne i fødevarerne ligner hinanden, og at kroppen reagerer, fordi den ikke kan skelne mellem de allergifremkaldende stoffer. Det kaldes en krydsreaktion.
Krydsreaktionerne giver de samme symptomer, som når man spiser soja, men ikke alle med allergi over for soja oplever krydsreaktioner. Den eneste sikre måde at undersøge, om du reagerer på andre bælgfrugter end soja, er at få foretaget en provokation hos lægen med fx ærter og bønner.
Mærkning
Soja er omfattet af reglerne om allergimærkning af fødevarer.
Soja kan være brugt som ingrediens i andre produkter. Derfor er det afgørende, at du læser varedeklarationen, hvis du skal undgå soja.
Du er nødt til at læse varedeklarationen hver gang, da producenterne kan ændre i sammensætningen af varen fra gang til gang.
Det skal være tydeligt, hvis ingrediensen kommer fra en af de 14 hyppigst allergifremkaldende ingredienser. Soja hører under disse ingredienser.
Fx skal der stå ”grøntsager (soja)” eller ”hydrolyseret vegetabilsk protein (fra soja)” eller ”sojalecithin" eller "lecithin (fra soja)" i ingredienslisten.
Lecithin
Lecithin (E 322) er et tilsætningsstof, som kan få fedt og vand til at hænge sammen. Det kan være lavet af fx æg eller soja. Som regel bruger fødevareproducenterne sojalecithin, da det er billigst. Lecithin indeholder meget lidt protein og kan derfor formentlig kun udløse allergiske symptomer hos de meget følsomme.
Sojaolie
Hvis produktet er raffineret, vil der normalt ikke være proteiner tilbage, og olien er derfor ikke et problem for folk med sojaallergi. Koldpressede olier kan derimod indeholde proteinrester.
Valg af mad ved allergi over for soja
Edamame
Edamamebønner er umodne sojabønner.
Middagsretter
Færdigretter som fx suppe, frosne hamburgere og kebab samt vegetarretter indeholder ofte soja. Også pølser kan indeholde soja.
Vær opmærksom på, at afrikanske, mexicanske og asiatiske retter ofte indeholder soja.
Brød og kager
Brød og kager samt pølsebrød og sandwichboller kan indeholde soja.
Plantemargariner
Nogle plantemargariner indeholder soja.
Pålæg
Pålæg kan indeholde soja.
Sovs og dressinger
Færdiglavede sovse og dressinger kan indeholde soja. Engelsk sovs er lavet af blandt andet soja.