Spiselige insekter

Interessen for at bruge insekter i madlavning vokser. Har du i forvejen allergi over for rejer og husstøvmider, skal du dog være påpasselig, hvis du sætter tænderne i de kriblende proteinbomber.

Insekter ingrediens fødevarer

Insekter kan sagtens havne på menuen, hvis du er nysgerrig efter at prøve kræfter med den relativt nye fødevaretype. Den anses for at være en god proteinkilde, som tilmed er ressourceeffektiv og bæredygtig. Men der kan være risiko ved at spise insekter, hvis man i forvejen har allergi.

Græshopper, voksmøllarver, melorme, fårekyllinger og buffalolarver er alle insekter, som vinder mere indpas som fødevarer.

Har du i forvejen allergi over for husstøvmider og krebsdyr som eksempelvis rejer, er der en potentiel risiko for krydsreaktioner, hvis du spiser insekter.

Regulering på EU-niveau

Fødevarestyrelsen oplyser, at ”insekter til fødevarer er omfattet af reglerne for novel food”. Begrebet ”novel food” dækker over: ”Nye fødevarer, der ikke har været konsumeret i nævneværdigt omfang i EU før 15. maj 1997.” Sådanne fødevarer skal ifølge EU's novel food forordning risikovurderes og godkendes inden, de markedsføres i EU. Risikovurderingen bliver foretaget af EU’s Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA), og forslaget skal godkendes af EU-kommissionen efter afstemning blandt medlemslandene.

EU-Kommissionen udarbejder særlige mærkningskrav for novel foods, herunder hvordan de skal angives i ingredienslisten på fødevarer, og evt. hvilke informationer vedrørende allergi der skal fremgå af mærkningen.

Krav der beskytter dig som forbruger

For de godkendte insekter skal den latinske betegnelse og det danske navn fremgå af ingredienslisten. Derudover skal det fremgå af mærkningen, at insektet kan fremkalde allergiske reaktioner hos forbrugere med kendte allergier over for krebsdyr, støvmider, og for nogen insekter også bløddyr og produkter heraf. Denne erklæring skal anbringes tæt på ingredienslisten.

Medlemskab for dig med allergi

I Astma-Allergi Danmark ved vi, at en hverdag med allergi har sine udfordringer. Derfor arbejder vi for at finde løsninger i fællesskab.

Bliv medlem nu