Allergi og vacciner
Man kan blive allergisk over for mange forskellige ting, og nogle får allergi over for de indholdsstoffer, der er i vacciner.
Kan man blive vaccineret, når man har allergi over for ét eller flere af indholdsstofferne?
Står du over for at skulle vaccineres, og har du allergi, kan du her læse mere om, hvorvidt det overhovedet kan lade sig gøre, eller om der er noget, du skal være opmærksom på.
Det er vigtigt, at du drøfter din situation med lægen, når beslutningen skal træffes, og ikke blot undlader vaccination.
Står du overfor at skulle vaccineres, skal du være opmærksom på:
- Har du tidligere haft en allergisk reaktion efter en vaccine?
- Har du allergi over for et af de indholdsstoffer, der er i vaccinen?
Jeg har tidligere haft en reaktion efter en vaccine
Allergiske reaktioner efter vaccination kan skyldes indholdsstoffer i vaccinen, og reaktionen kan være lokal eller systemisk – hvilket vil sige, at den påvirker hele kroppen. Hvis du tidligere har haft en reaktion efter vaccination, er det vigtigt at skelne imellem, om det var en sent opstået lokal reaktion, eller om du havde en alvorlig straksreaktion. Alvorlige systemiske allergiske reaktioner, også kaldet anafylaksi, er meget sjældne.
Lokale reaktioner i form af rødme, varme og eventuelt hævelse er hyppige og oftest helt ufarlige. Har du haft en lokal reaktion, kan du oftest blive vaccineret igen, både med samme vaccine og med andre vacciner.
I visse tilfælde kan der opstå granulomdannelse, som er en 3-25 millimeter stor fast hævelse i underhuden der, hvor du er vaccineret. Granulomet ledsages ofte af kløe og eksem samt eventuelt lokal hyperpigmentering og øget hårvækst. Symptomerne er ufarlige, men kan være langvarige og generende, og reaktionen kan være udtryk for kontaktallergi (aluminium).
I særlige tilfælde kan en lokal reaktion være meget kraftig og føles som et ”trælår”. I disse tilfælde anbefales det, at du henvises til en specialist, når du skal vaccineres igen. Hvis reaktionen opstår i forbindelse med en børnevaccination, anbefales det, at barnet bliver henvist til en børnelæge. Børnelægen kan undersøge, om vaccinen dækker, og om revaccination måske kan udskydes.
Hvis du har haft en alvorlig allergisk reaktion, og der er mistanke om, at det skyldes en vaccine, bør du altid henvises med henblik på udredning på en allergologisk specialafdeling eller et allergicenter. Hvis det viser sig, at noget andet udløste reaktionen, er der ingen grund til at undlade fremtidige vacciner. Viser det sig derimod, at du har allergi over for et indholdsstof i vaccinen, kan du få den rette rådgivning og vejledning, hvis du skal vaccineres igen.
Jeg har allergi over for et af indholdsstofferne i en vaccine
De hyppigste allergener i vacciner er æg, antibiotika såsom neomycin og gentamicin, konserveringsmidlet formaldehyd og hjælpestoffer såsom aluminiumhydroxid eller aluminiumfosfat.
Latex fra injektionsudstyr og handsker kan også give en allergisk reaktion. Så husk at gøre personalet opmærksom på det, hvis du har allergi over for latex.
Du kan læse mere om de enkelte vacciner, deres indholdsstoffer og eventuelle forholdsregler herunder. Hvis du har allergi over for en eller flere af indholdsstofferne i en vaccine, bør du tale med din læge om muligheden for vaccination eller eventuelt henvises til en allergispecialist.
Vaccinationer, du skal være opmærksom på, hvis du har allergi
Børnevaccinationer:
MFR-vaccinen:
Indeholder spor af æggeprotein og neomycin.
Overfølsomhed over for æg
Vaccinen indeholder så små mængder æggeprotein, at risikoen for en alvorlig allergisk reaktion er meget lille. Personer med allergi over for æg kan derfor vaccineres på normal vis hos egen læge.
Overfølsomhed over for neomycin
Neomycin er et antibiotikum, der tilsættes vaccinen for at undgå bakterievækst. Allergi over for neomycin viser sig oftest som kontakteksem og har sjældent en betydning i forbindelse med vaccination. Tal med din læge om dit barns overfølsomhed inden vaccination.
DiTeKiPol-Hib:
Indeholder spor af formaldehyd.
Overfølsomhed over for formaldehyd
Formaldehyd bruges i fremstillingsprocessen, og der kan være spormængder til stede i vaccinen. Allergi over for formaldehyd viser sig oftest som kontakteksem og har sjældent en betydning i forbindelse med vaccination. Tal med din læge om dit barns overfølsomhed inden vaccination.
HPV-vaccinen:
Gardasil og Gardasil 9 indeholder Polysorbate 80.
Overfølsomhed over for Polysorbate 80
Allergi over for Polysorbate 80 og PEG (som krydsreagerer med Polysorbate 80) er meget sjælden, og der er indtil videre ikke set sammenhæng mellem denne overfølsomhed og vacciner. Hos de ganske få personer, der har fået påvist allergi over for Polysorbate 80 eller PEG, skal vaccinen ikke gives.
Influenzavaccinationer
Det aktive stof i influenzavacciner er overfladeproteiner fra influenza-virus. Desuden tilsættes nogle hjælpe- og sporstoffer, i forbindelse med produktionen og de bliver typisk fjernet efterfølgende. Der er således tale om ekstremt små mængder af f.eks. æggeprotein, formaldehyd, neomycin, gentamicin og octoxinol-9.
Nyeste viden fra det lægefaglige selskab Dansk Selskab for Allergologi beskriver følgende, og der arbejdes på en ensretning i anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen.
Overfølsomhed over for æg
Influenzavaccinen indeholder så små mængder æggeprotein, at der ikke er risiko for straksallergisk reaktion. Det gælder alle voksne, uanset hvor svær reaktionen på æg har været tidligere. Der er derfor ikke behov for at udspørge voksne om æggeallergi forud for vaccination, og der er ikke behov for særlig æggefri vaccine.
Overfølsomhed over for formaldehyd
Der kan være spormængder af formaldehyd til stede i vaccinen. Allergi over for indholdsstoffet formaldehyd viser sig oftest som kontakteksem og giver ikke øget risiko for alvorlig straksallergisk reaktion ved vaccination. Voksne som er allergiske overfor formaldehyd kan vaccineres i almindelige vaccinationscentre uden særlige forholdsregler.
Overfølsomhed over for neomycin
Neomycin er et antibiotikum, der tilsættes vaccinen under produktionen, for at undgå bakterievækst. Allergi over for neomycin viser sig oftest som kontakteksem og giver ikke øget risiko for alvorlig straksallergisk reaktion ved vaccination. Personer som er allergiske overfor neomycin kan vaccineres i almindelige vaccinationscentre uden særlige forholdsregler.
Overfølsomhed over for gentamicin
Gentamicin er et antibiotikum, der tilsættes vaccinen under produktionen, for at undgå bakterievækst. Allergi over for gentamicin viser sig oftest som kontakteksem og giver ikke øget risiko for alvorlig straksallergisk reaktion ved vaccination. Personer som er allergiske overfor gentamicin kan vaccineres i almindelige vaccinationscentre uden særlige forholdsregler.
Angående 2024-2025-influenzasæsonen
Det er muligt at tilbyde en influenzavaccine uden æg, gentamycin eller neomycin.
Læs mere om influenzavacciner hos Statens Serum Institut.
Covid-19 vaccinationer
Covid-19 vaccinerne indeholder, ud over det aktive stof, også hjælpestoffet polyethylenglycol (også kaldes PEG eller macrogol) som visse personer kan reagere alvorligt allergisk på. De må derfor ikke vaccineres. Der findes i Danmark cirka 30-50 personer, som er kendt med allergi over for macrogol. Er du i tvivl om, hvorvidt du har denne særlige allergi, så kontakt din læge før eventuel vaccination.
Angående 2024-2025- Covid-19 sæsonen
Læs mere om Covid-19 vacciner hos Statens Serum Institut
Rejsevaccinationer
Gul feber:
Indeholder æggeprotein og laktose.
Overfølsomhed over for æg
Har du alvorlig allergi over for æg, bør du ikke vaccineres, idet vaccinen kan give alvorlige allergiske reaktioner. Vaccination bør kun ske ved uopsættelig rejse til områder med risiko for gul feber (eksempelvis ved aktuelt udbrud), hvor det vurderes, at risikoen ved rejse uden vaccination overstiger risikoen ved at vaccinere. Du bør i dette tilfælde henvises til en allergologisk specialafdeling eller et allergicenter. Hvis den eneste indikation for vaccination er internationale myndighedskrav (se WHO’s oversigt), bør man i stedet for vaccination udfærdige en undtagelsesattest med officielt brevhoved og stempel, hvori der står, hvorfor vaccination ikke er muligt.
Overfølsomhed over for laktose
Tal med din læge om, hvorvidt det har betydning. Det kan afhænge af din tolerancetærskel.
Hepatitis A og Hepatitis A+B
Hepatitis A-vaccinen kan indeholde spor af neomycin og formaldehyd.
Hepatitis A+B-vaccinen kan indeholde spor af neomycin.
Overfølsomhed over for neomycin
Neomycin er et antibiotikum, der tilsættes vaccinen for at undgå bakterievækst. Allergi over for neomycin viser sig oftest som kontakteksem og har sjældent en betydning i forbindelse med vaccination. Tal med din læge om din overfølsomhed inden vaccination.
Overfølsomhed over for formaldehyd
Formaldehyd bruges i fremstillingsprocessen, og der kan være spormængder til stede i vaccinen. Allergi over for indholdsstoffet formaldehyd viser sig oftest som kontakteksem og har sjældent en betydning i forbindelse med vaccination. Tal med din læge om din overfølsomhed inden vaccination.
Andre rejsevaccinationer
Andre rejsevaccinationer såsom tabletter mod malaria og vacciner mod meningitis og tyfus kan for eksempel indeholde hvedestivelse eller laktose. Det er vigtigt, at du drøfter med lægen, om disse hjælpestoffer udgør et problem for dig, inden du bliver vaccineret.
Få et overblik over, hvor du kan blive vaccineret
Som en særlig service har Apotekerforeningen nu tilpasset deres Danmarkskort på Apoteket.dk, så borgerne til enhver tid kan se, hvilke apoteker i lokalområdet der har enten influenza- eller pneumokokvacciner til rådighed, og hvor det er muligt at blive vaccineret. Apotekerne vaccinerer kun målgruppen i den nuværende situation. Siden opdateres hver nat.
Du kan også forhøre dig hos din kommune eller læge, som muligvis kan supplere med oplysninger om vaccinationsmulighederne.