Viden om Allergi Forebyggelse

Allergitjek puslebordet

Du kan forebygge kontaktallergi. Og hvad er mere oplagt end at begynde med den lille ny på puslebordet derhjemme?

Publiceret 07/06 2021

Ca. 3 min. læsning

Del artikel

Vi guider dig uden om allergisynderne og frem til de sunde valg og gode vaner, når barnenumser og kinder dagligt skal plejes og pusles.

Vådservietter

En våd vaskeklud eller skumvaskeklud er det bedste valg til flertallet af dagens mange bleskift. Vådservietter bør kun være et alternativ, når du ikke har adgang til rindende vand, idet ingredienserne fra vådservietten bliver på huden og øger dermed risikoen for hudallergi.

Der kan være stoffer i vådservietter og skumvaskeklude, som kan give allergi - det kan være både parfume og konserveringsmidler, så kig godt efter i indholdsdeklarationen, og vælg gerne produkter med allergimærkningen Den Blå Krans eller Asthma Allergy Nordic.

Hudpleje

Har barnet tør hud, skal det selvfølgelig smøres, så hudbarrieren holdes intakt.
Brug dog ikke hudplejeprodukter til børn, hvis det ikke er nødvendigt. Brug fx kun zinkcremen, når numsen er rød – ikke ved hvert bleskift.
Vær særlig opmærksom på produkter, der bliver på huden og ikke vaskes af igen, fx cremer, olier mv. De påvirker huden mest.

Gå helt uden om parfume.

Går du efter produkter med allergimærkningen Den Blå Krans eller Asthma Allergy Nordic, er du sikker på at vælge hudplejeprodukter med minimal risiko for at udvikle allergi.

Bleer

Din baby har ble på de fleste af døgnets timer. Derfor gælder det om at vælge rigtigt. Gå helt uden om bleer med lotion og parfume, og find den rigtige pasform til dit barn, så bleen ikke generer babyens sarte hud.

Vaskemiddel

Gå langt uden om parfume og de allergifremkaldende stoffer formaldehyd og formaldehydfrigørere, når du vælger vaskepulver til tøjvask.

Går du efter vaskepulver med Den Blå Krans eller Asthma Allergy Nordic, er der minimal risiko for hudallergi og du får samtidig et produkt, hvor du på pakken kan se alle indholdsstoffer.

Tjek desuden, at du bruger den rette mængde vaskemiddel. Overdosering kan føre til sæberester i tøjet.