Viden om Allergi Dyr

Myter om dyr og allergi

Fup eller fakta? Vi har bedt vores rådgivere komme med deres svar på nogle af de typiske spørgsmål vi får om dyr og allergi.

hund kæledyr allergi pelsdyrallergi allergivenlig myte

Findes der allergisikre pelsdyr?

Nej, der findes desværre ikke allergisikre pelsdyr. Alle dyr med pels kan give allergi. Alle dyr har allergener (allergifremkaldende stoffer), og de findes i dyrets hudskæl, spyt, blod, urin og afføring.

Hvis du er allergisk over for hund, er du normalt allergisk over for alle hunderacer. Det samme gælder for andre pelsdyr. Hvis du har allergi over for én slags pelsdyr, har du større risiko for at udvikle allergi over for andre dyr med pels.

Findes der allergivenlige hunde?

Det korte svar er nej.

Har du allergi over for hund med symptomer fra øjne, næse eller lunger ved kontakt med hund, og har du en positiv priktest og/eller blodprøve, bør du ikke anskaffe en hund, da du vil møde allergener, der dagligt giver dig symptomer.

Alle hunderacer har de samme allergener. Der kan være forskel på, hvor meget hunde fælder og skæller, og dermed hvor meget allergifremkaldende materiale, der ender i møbler og på gulve. Det er individuelt, hvor mange allergener man skal møde, før man får symptomer, men for personer med allergi kan selv små mængder i omgivelserne betyde, at man får symptomer, og man kan ikke isolere allergenerne fra særlige rum i boligen.

Der findes hunde, der kaldes og markedsføres som allergivenlige (hypoallergene) hunde, men i verdens største og mest anerkendte database over publicerede lægevidenskabelige artikler er der ingen undersøgelser, der støtter påstanden om eksistensen af særligt allergivenlige hunde.

I en amerikansk undersøgelse fra 2011 finder man ingen forskel på forekomsten af hundeallergener i hjem med såkaldte allergivenlige hunde sammenlignet med hjem med ”almindelige” hunde.

Er der forskel på hunde?

Hunde indeholder mange forskellige undergrupper af allergener, og ny forskning tyder på, at det kan være forskelligt, hvilke allergener der har betydning for udvikling af allergi hos den enkelte. Nogle allergener er særligt til stede i hudskæl og spyt, og andre er særligt til stede i huden.

Undersøgelser viser også, at hanhunde har et ekstra allergen, som indeholder et protein, der udtrykkes i prostata og derfor kun findes hos hanhunde.

Når man tester for allergi, er det et miks af forskellige hunderacer. Derfor er det vigtigt, at du primært forholder dig til dine symptomer og i mindre grad til testens resultat. Du kan opleve, at du ikke har symptomer, når du er sammen med en bestemt hund, men får symptomer, når du er sammen med andre hunde.

Mængden af allergener i et hjem med hund påvirkes også af hundens adfærd og hjemmets indretning. En urolig hund på tæppegulve og i polstrede møbler giver flere allergener i hjemmemiljøet end en rolig hund i et hjem, der er let at gøre rent. Men for dig med allergi kan selv små mængder i omgivelserne betyde, at du får symptomer.

Husk også, at testens resultat er et øjebliksbillede og derfor ikke kan sige noget om eventuelle nye allergier fremover.

Kan jeg tåle hund, når jeg ikke tåler kat?

Er du via en priktest eller blodprøve testet positiv for kat, men ikke for hund, er der en chance for, at du kan tåle hund på nuværende tidspunkt. Du risikerer dog at udvikle allergi over for hund med tiden, idet du har større risiko for nye allergier, og fordi du vil møde allergenerne dagligt, hvis du anskaffer en hund.

Børn kan ikke selv vurdere en fremtidig risiko. Hvis du har børn med astma eller allergi over for eksempelvis husstøvmider eller pollen, bør du derfor ikke anskaffe pelsdyr, da dit barns risiko for at udvikle allergi er øget.

Mange vil gerne testes for allergi over for dyr, før de anskaffer sig et dyr. En negativ allergitest er dog ingen garanti for, at man ikke udvikler allergi på et senere tidspunkt. Testen er et øjebliksbillede og siger ikke noget om, hvad der kan komme af allergier i fremtiden.

Kan man opholde sig i et rum med pelsdyr, hvis der er gjort grundigt rent?

Grundig rengøring er desværre ikke nok til at fjerne de allergener fra dyr, som du reagerer på. Hver gang du gør rent, fjerner du godt nok flere og flere af de stoffer, der giver allergi, men nogle mennesker er så allergiske, at de kan få symptomer i flere år, efter at dyret er væk. Derfor kan det også for nogle være et problem at flytte ind i en bolig, hvor der tidligere har boet dyr.

Kan jeg anskaffe mig et pelsdyr, selvom jeg har pollenallergi?

Når man har allergi over for en eller flere ting, har man vist, at man er disponeret for at udvikle allergi og dermed har en større risiko for at udvikle nye allergier.

Du har dog størst risiko for at udvikle allergi over for det, du er i daglig kontakt med, for eksempel pelsdyr.

Kan man forebygge udvikling af allergi, hvis man vokser op med pelsdyr?

Det vides ikke. Hidtil har Sundhedsstyrelsen anbefalet, at allergidisponerede børn skulle undgå daglig kontakt med pelsdyr det første leveår for at forebygge allergi.

Nyere forskning har imidlertid ikke kunnet underbygge disse anbefalinger, og der afventes yderligere forskning.

Det er endnu ikke bevist videnskabeligt, at man kan forebygge allergi ved at vokse op med dyr – det er fortsat kun en teori. Nogle studier har dog vist at børn der vokser op på landet, hvor der er flere dyr, har lavere risiko for at udvikle allergi end børn vokset op i byer.

Hvad sker der, hvis jeg på trods af en allergi anskaffer mig et dyr?

Hvis du allerede har én allergi, for eksempel pollen- eller husstøvmideallergi, så har du vist, at du er disponeret for at udvikle allergi. Derfor har du også større risiko for at udvikle nye allergier.

Det er altså endnu ikke bevist videnskabeligt, at man kan forebygge allergi ved at vokse op med dyr – det er fortsat kun en teori. Nogle studier har dog vist, at børn, der vokser op på landet, hvor der er flere dyr, har lavere risiko for at udvikle allergi end børn, der vokser op i byer.

Symptomer kan være både høfebersymptomer fra øjne og næse og astmasymptomer fra lungerne.

Kan jeg vaccinere mig ud af min pelsdyrallergi?

Allergivaccination over for et dyr kan komme på tale, hvis man har svært ved at fastholde sit arbejde (eksempelvis som dyrlæge eller hundefører i politiet), har brug for en servicehund eller er meget begrænset i sit sociale liv.

Allergivaccination vil sjældent blive tilbudt alene på baggrund af et ønske om pelsdyr i hjemmet. Det skyldes blandt andet, at vaccinerne ikke er så effektive i forhold til risikoen for bivirkninger.

Er det muligt at forudsige mit barns risiko for at få pelsdyrsallergi?

Der er meget, videnskaben endnu ikke ved om arveligheden af forskellige former for allergi, sværhedsgraden af symptomer og så videre. Alle undersøgelser omhandler grupper af mennesker, hvilket vil sige, at den enkeltes allergihistorie ikke kan bruges til at forudsige andres risiko.

Der vil være personer uden særlig risiko, der udvikler allergi, og omvendt vil der også være personer med mange risikofaktorer, som alligevel viser sig at kunne tåle et pelsdyr.

Kan jeg beholde mit pelsdyr, hvis jeg tager min allergimedicin?

Din allergimedicin er kun symptomdæmpende. Hvis du bliver ved med at møde det, du ikke kan tåle, for eksempel din hund, er der risiko for, at dine allergisymptomer bliver værre, eller nye symptomer kommer til. Du risikerer for eksempel, at dine symptomer udvikler sig til astmasymptomer.

På længere sigt kan det betyde, at du bliver nødt til at tage mere eller flere slags medicin.

Er en kælegris allergisikker?

Endnu er der kun få, der har udviklet allergi over for kælegrise, men det kan skyldes, at der ikke er så mange, der holder dem som kæledyr. Erfaringsgrundlaget for at udtale sig er derfor lidt spinkelt, men i princippet kan man blive allergisk over for alt.

Medlemskab for dig med allergi

I Astma-Allergi Danmark ved vi, at en hverdag med allergi har sine udfordringer. Derfor arbejder vi for at finde løsninger i fællesskab.

Bliv medlem nu