Behandling og forebyggelse af husstøvmideallergi
Hvis du har allergi over for husstøvmider, kan du få symptomer som høfeber, astma og forværring af børneeksem.
Hvis du har allergi over for husstøvmider, kan du få symptomer som:
- Høfeber (fx tilstoppet næse, rindende næse, nys og kløe i øjnene)
- Astma (fx hoste, pibende vejrtrækning, trykken for brystet)
- Forværring af børneeksem/atopisk eksem
Har du ovenstående symptomer, bør du gå til lægen og finde ud af, om det skyldes allergi over for eksempelvis husstøvmider eller noget andet end allergi.
Hvis lægen har mistanke om, at dine symptomer skyldes allergi over for husstøvmider, kan lægen tilbyde dig en allergitest.
Hvornår får du symptomer?
De fleste med allergi over for husstøvmider har symptomer hele året.
De fleste har især symptomer i sengen om natten eller om morgenen, efter de har opholdt sig lang tid i sengen, hvor mængden af husstøvmider er størst.
Hvis du har astma, kan symptomer om natten også have andre årsager. Det kan for eksempel være tegn på, at du har brug for en justering af din astmabehandling.
Ved husstøvmideallergi kan du også opleve symptomer, når du gør rent omkring dit sengemiljø eller reder seng, fordi det hvirvler allergenerne rundt i luften.
Årsager til husstøvmideallergi
Forskere har fundet frem til to ting fra husstøvmiderne, som er årsager til allergi:
- Enzymer i afføringen
- Dele af den døde husstøvmide
Forebyg symptomer
Husstøvmiderne lever i alle hjem og især der, hvor luftfugtigheden er høj. Derfor er et tørt indeklima vigtigt for at give husstøvmiderne dårlige levevilkår.
Det bedste er en relativ luftfugtighed i boligen på under 45 procent i vintermånederne.
Desuden dør husstøvmiderne ved temperaturer over 55 grader, hvilket er vigtigt at bemærke, når du skal vaske dyner, puder og sengetøj.
Gode råd til forebyggelse af symptomer
Begynd med disse tiltag:
- Vask dyner og puder ved 60 grader og tør dem i tørretumbler. For mange vil dette være tilstrækkeligt at gøre fire gange om året.
- Vask sengetøj ved 60 grader. For mange vil dette være tilstrækkeligt hver 14. Dag.
- Brug rullemadras, og vask den ved 60 grader. For mange vil dette være tilstrækkeligt at gøre fire gange om året.
- Luft ud med gennemtræk 5-10 minutter tre gange dagligt og ved fugtgivende aktiviteter, såsom badning, gulvvask og madlavning.
- Undgå at tørre tøj indendørs, da det også afgiver en del fugt. Brug gerne en tørretumbler, en tørrekælder eller et tørreloft.
- Varm op til minimum 20 grader i alle rum. Hvis du ønsker at sove køligt, kan du vælge at varme soveværelset op om dagen og lufte ud og skrue ned for varmen, før du går i seng.
- Gør grundigt rent en gang om ugen, og husk at lufte ud under og efter rengøringen.
Når du har fået stillet diagnosen, skal du sørge for at ordne det hele på én gang, så flest mulige af de allergifremkaldende stoffer bliver fjernet samtidig.
Hvis du sover i dobbeltseng eller køjeseng, bør du ordne begge sovepladser på én gang og undgå at sove i nederste køje.
Hvis det er et barn, der har husstøvmideallergi, og barnet ofte sover i forældrenes seng, bør tiltagene ikke udelukkende gælde barnets seng og sovemiljø, men også forældrenes.
Andre tiltag:
- Du kan overveje at anvende et husstøvmidetæt madrasovertræk.
- Køb sove- og krammedyr, der kan tåle vask ved 60 grader, og vask dem jævnligt, for eksempel samtidig med dyner og puder.
- Sørg for, at madrassen kan slippe af med fugten. Det vil sige, at sengen bør have ben, og madrassen ligge på lameller. Bruger du boksmadras, skal den også stå på ben eller meder og aldrig direkte på gulvet.
- Undlad at rede din seng, umiddelbart efter du har sovet, så den kommer af med fugten, inden madrassen dækkes til.
- Indret soveværelset med rengøringsvenlige overflader, eksempelvis glatte gulve og god plads mellem møblerne.
- I børneværelser er det en god idé at vælge kasser med låg og skabe og skuffer i stedet for åbne reoler, da det er mere rengøringsvenligt.
- Det er optimalt med glat gulv i sove- og børneværelser. Mindre, vaskbare tæpper er o.k.
Bemærk, at det ved forebyggelse af symptomer ikke er nok at støvsuge madrassen, fryse, lufte, rense eller tørretumble dynen, lægge den i solen eller vaske den ved temperaturer under 60 grader.
Ingen af disse tiltag fjerner i tilstrækkelig grad det, der giver symptomer på allergi.
Stadig symptomer?
Hvis du stadig har symptomer, kan du i samråd med din læge overveje, om du skal supplere med medicin.
Læs mere om behandling af høfeber, astma og børneeksem.
Dyner, puder og materialer
Mange dyner og puder uden dun bliver kaldt allergivenlige, men en dundyne kan være lige så god som en syntetisk, så længe den kan vaskes ved 60 grader, så husstøvmiderne dør. Astma-Allergi Danmark har ikke kendskab til dokumentation, der viser, at dyner, puder og madrasser af silke, uld eller latex adskiller sig fra for eksempel dun/fjer eller lignende.
Det betyder, at du også er nødt til at vaske disse materialer ved 60 grader for at forebygge symptomer på husstøvmideallergi. Vær dog opmærksom på, at silke og uld ofte ikke tåler vask ved så høje temperaturer.
Hvis man har en dyne eller pude, som ikke tåler vask ved 60 grader, kan et alternativ være at lægge den i fryseren ved minus 18 grader i 48 timer og derefter vaske den ved de temperaturer, som produktet tåler.
Ventilationsanlæg
Har du svært ved at holde luftfugtigheden nede kan du muligvis have glæde af et ventilationsanlæg. Det vil formentlig nedbringe antallet af husstøvmider, fordi luftfugtigheden falder. I så fald bør det være et mekanisk ventilationsanlæg med genvinding af varmen.
Du kan læse mere om luftfugtighed her.
Reagerer du på støv?
Hvis du har følsomme slimhinder i øjne, næse og luftveje, kan du blive generet af støv i luften. Støv kan indeholde mange forskellige ting, blandt andet partikler fra hud, hår, tøj og røg. Derfor kan du godt blive generet af støv, selvom du ikke har allergi over for husstøvmider.
Spiselige insekter og husstøvmideallergi
Græshopper, voksmøllarver, melorme, fårekyllinger og buffalolarver er alle insekter, der anvendes som fødevarer. Hvis du har allergi over for husstøvmider og krebsdyr såsom rejer, er der en potentiel risiko for krydsreaktioner, hvis du spiser insekter.