Hvad er pollen?
På latin betyder ordet pollen fint støv. Det mikroskopiske blomsterstøv er plantens sædceller, som den formerer sig ved. Op mod en million danskere har allergi over for pollen.
Pollen bliver dannet i blomstens støvdragere, allerede året før blomsten springer ud. Pollenkorn er så små, at du ikke kan se det med det blotte øje, medmindre der er mange pollen samlet på et sted.
Størrelsen på pollenkorn varierer fra få mikrometer til over 200 mikrometer. Til sammenligning er et hår næsten dobbelt så tykt, som det største pollen og fire til fem gange tykkere end de mindste pollen.
Generelt er pollen fra træer små, fx el, hassel og birk, mens pollen fra græs er store.
De forskellige typer pollen har forskellige overfladestrukturer og former. Det gør, at Astma-Allergi Danmarks pollentællere kan bestemme, hvilken plante pollenkornet kommer fra, når de tæller pollen.
Pollen og høfeber
De vigtigste allergene pollen kommer fra vindbestøvede træer, græsser og urter. I Danmark drejer det sig om el, hassel, elm, birk, græs og bynke. Fælles for de nævnte planter er, at de danner store mængder pollen, der spredes med vinden.
Op mod en million danskere er allergiske over for disse typer pollen og reagerer med høfebersymptomer under pollensæsonen.
Hvorfor giver nogle planter problemer med pollenallergi?
Mindre end 100 af mere end 250.000 kendte, pollenproducerende plantearter giver problemer med pollenallergi. Fælles for dem er, at de:
- Bruger vinden til bestøvning
- Producerer store mængder pollen
- Findes i mange lande
- Findes i store mængder
- Har relativt små og lette pollen, som lettere kan flyve
- Er uden klistret overflade
- Kan transporteres over store afstande
Bestøvning
På vores breddegrader sker bestøvning af planter enten ved hjælp af vinden eller insekter.
Vindbestøvning er en meget usikker formeringsform. Derfor producerer de vindbestøvede planter, fx birk og elm, store mængder pollen, som bæres langt omkring af vinden. Det er til stor gene for pollenallergikere.
Insektbestøvning er mere sikkert. Derfor producerer de insektbestøvede planter færre pollen. Ved insektbestøvning klistrer pollenkornene sig til kroppen på et insekt og bliver på den måde transporteret til andre blomster via "pollenbude" som bier, biller, fluer, sommerfugle og natsværmere.
Han- og hunblomster
De fleste planter har både han- og hunlige organer i samme blomst.
Træer med rene hanblomster producerer og spreder pollen, mens planter med rene hunblomster ikke gør. Vindbestøvede træer med både han- og hunblomster spreder en del pollen, fx birk og elm.
Pollenportalen
Stor guide til dig, der har pollenallergi. Her finder du gode råd til behandling, samt tips og tricks til at bevare et aktivt ude- og arbejdsliv i pollensæsonen.