Nyheder

Astmaen tog arbejdet fra os: Der er brug for en sammenhængende behandling

Det vil skabe et større arbejdsudbud, hvis flere tusinde danskere med astma fik en ordentlig behandling. Mennesker som Marlene Riis understreger, hvor alvorlig sygdommen er, og viser, hvor indvirkende sygdommen kan være på arbejdslivet.

Publiceret 05/11 2024

Ca. 2 min. læsning

Del artikel

astma
Foto: Astma-Allergi Danmark

Efter Dansk Erhverv offentliggjorde en ny undersøgelse, der viste, at astma holder 21.000 danskere ude af arbejdsmarkedet, har flere mennesker med astma meldt sig på banen under ”Astmaen tog arbejdet fra mig”.

På Astma-Allergi Danmarks sociale medier deler Marlene Riis, Carina Thygesen, Susanne Blomhøj Ptak og Susanne Poulsen deres historier og holder et skilt op med budskabet om, at astmaen tog arbejdet fra dem.

Det begyndte i en artikel hos JP, hvor 43-årige Marlene Friis blev interviewet om sin kroniske sygdom:

- Jeg går ingen steder i dag uden ilt. Min astma kan ikke behandles længere. Jeg har prøvet alt, og alle har prøvet at hjælpe mig. Men det, som virker ved én indlæggelse, det virker ikke nødvendigvis ved den næste, siger Marlene Riis.

Og hun er langt fra alene.

For selvom Marlene Riis ikke har mulighed for at vende tilbage på arbejdsmarkedet, vurderer Dansk Erhverv, at der potentielt vil være 5.300 fuldtidsbeskæftiget, hvis astmapatienter bare fik hjælp til bedre behandling.

Hos Astma-Allergi Danmark håber vi, at der derfor bliver plads til astmapatienterne i de såkaldte kronikerpakker, som regeringen er ved at fastsætte.

-  Astmapatienter er typisk en erhvervsaktiv patientgruppe, og hvis man kan få dem ind i et pakkeforløb, så kan det være, at man får styr på udredning og behandling af deres sygdom, siger direktør i Astma-Allergi Danmark, Anne Holm Hansen.

På nuværende tidspunkt er der nemlig ingen krav om udredning eller jævnlige kontroller, når det handler om astma. Hos Astma-Allergi Danmark mener vi derfor, at der mangler en klar sammenhæng i udrednings- og behandlingsforløbet.

Det er langtfra alle steder, der bliver fulgt op fra læger og hospitalerne, og behandlingstilbuddene er enormt forskellige.

Bliv en del af fællesskabet

Meld dig ind i Astma-Allergi Danmark