Sådan spiller vi på den politiske bane
Det er ikke nok at have indgående kendskab til de udfordringer, mennesker med overfølsomhedssygdomme har. Viden skal også omsættes til handling. Derfor arbejder Astma-Allergi Danmark benhårdt på at få politisk indflydelse. Direktør Anne Holm Hansen giver os her et kig ind i foreningens politiske maskinrum.
Foto: Astma-Allergi Danmark
Hvad lægger Astma-Allergi Danmark vægt på i det politiske arbejde?
– For os som forening er det helt centralt, at vi er lyttende og spørgende i forhold til vores medlemmer. Det præger også det politiske arbejde. Det er medlemmernes problemstillinger i hverdagen, som sætter vores politiske dagsorden. Tager vi for eksempel den indsats, Astma-Allergi Danmark netop har gjort for at sikre allergien en afgørende plads i kemiaftalen, så var udgangspunktet de udfordringer, mennesker med hudallergi oplever. Det var vores altoverskyggende fokuspunkt. Og viden om disse udfordringer får vi ved at have en tæt dialog med medlemmerne. Det er essentielt, at vi holder dialogen kørende. Kun på den måde kan vi sikre os, at de politiske emner, vi arbejder med, vinder genklang hos medlemmerne.
– Der er hårdt brug for, at man rent lovmæssigt i lang større udstrækning tager højde for de problematikker, som knytter sig til allergi.
Direktør for Astma-Allergi Danmark, Anne Holm Hansen.
Hvorfor er kontaktallergi et vigtigt område i Astma-Allergi Danmarks politiske arbejde?
– Det er det, fordi kontaktallergi over for kemikalier er et stort sundhedsproblem. Det er en livslang lidelse, som har betydning for menneskers arbejdsliv, sociale liv og livskvalitet i det hele taget. Kontaktallergi griber voldsomt ind i tilværelsen, og den har også en markant samfundsøkonomisk betydning. Derfor ønsker vi at få kontaktallergien rykket op på den politiske dagsorden.
Derfor skal allergien ind på det politiske bord
- 1,5 millioner danskere har overfølsomhedssygdomme.
- Kontaktallergi koster samfundet omkring 6 milliarder kroner årligt i Danmark.
- Eksem er den hyppigst anerkendte erhvervsbetingede sygdom.
Hvordan griber Astma-Allergi Danmark det politiske arbejde an?
– I forhold til vores politiske indsats for bedre livsbetingelser for mennesker med kontaktallergi, så koncentrerer vi os om tre fokusområder: Vi arbejder for mere og bedre oplysning om allergifremkaldende kemikalier. Og så søger vi at påvirke politikerne til at styrke forskningen, så vi kan få mere viden om forebyggelse og behandling af kontaktallergi. Endelig vil vi gennem en tæt kontakt til både danske politikere og EU-politikere påvirke lovgivning, så den i højere grad tilgodeser og beskytter vores medlemmer. Der er virkelig hårdt brug for, at man rent lovmæssigt i langt større udstrækning tager højde for de problematikker, som knytter sig til allergi.