Gode råd til et sundt indeklima i vinterkulden
Den danske vinter er hyggetid. Vi bliver inde så meget som muligt, tager varme sokker på og fylder te i koppen. Men kulden indbyder ikke kun til hygge, den kan også gøre det uoverskueligt at lufte ud – og det giver både husstøvmider og skimmelsvampe bedre levevilkår. Indeklima-eksperten Lars Gunnarsen giver dig her nogle tommelfingerregler, der gør det lettere for dig at slippe den kolde luft ind.
Foto: Shutterstock
Temperaturen er faldet markant de seneste uger. Men selvom kulden bider, er det vigtigt stadig at lufte ud med jævne mellemrum – og samtidig holde en stabilt høj temperatur i alle rum. Ellers kan du blive ramt på helbredet.
Særligt de cirka 12 procent af den voksne befolkning, der døjer med allergi over for husstøvmider, samt de danskere, der er i risiko for at reagere på indendørs skimmelsvampesporer, skal tænke sig ekstra godt om.
Når temperaturen kommer under 20 grader, kan det nemlig øge luftfugtigheden i hjemmet. Særligt hvis der er store temperaturforskelle i de enkelte rum. Og en højere luftfugtighed giver bedre levevilkår for de små allergifremkaldende husstøvmider, som lever i for eksempel dyner, puder og madrasser.
Ligeledes øger det risikoen for skimmelsvamp i din bolig, når den fugtmættede luft rammer de kølige overflader, såsom vinduer og ydervægge, og skaber kondens. Kun ganske få personer har decideret allergi over for sporerene fra indendørs skimmelsvamp, men har du astma eller høfeber, kan dine symptomer blive forværret af skimmelsvampesporerne.
Gør udluftning til en daglig vane – også om vinteren
Vil du holde problemerne fra døren, er det altså vigtigt at få luftet ud jævnligt. Sådan lyder rådet fra Lars Gunnarsen, professor ved Institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet og ekspert i indeklima.
– Vores anbefaling er, at du lufter ud om morgenen, når du står op, om eftermiddagen og om aftenen, før du går i seng. Og at du så vidt muligt sørger for at holde den samme temperatur i alle rum, lyder det fra professoren.
Arbejder du hjemmefra eller tilbringer meget tid i hjemmet af en anden årsag, kræver det ekstra udluftning:
– I en bolig, der er i intensiv brug, er det en god idé at lufte ud hver anden time. Særligt hvis du tilbringer mange timer i et rum med en lukket dør, for eksempel på hjemmekontoret, siger Lars Gunnarsen.
Brændeovn og stearinlys påvirker dit indeklima
Bruger du brændeovn og stearinlys som en hyggelig lyskilde eller supplement til opvarmningen, så er det ekstra vigtigt at lufte ud. De fine partikler, som bliver udledt ved den slags aktivitet, kan nemlig irritere vores slimhinder i både øjne, næse og lunger, hvilket kan give høfeber- og astmasymptomer.
Det er allerede koldt udenfor – og du har nok ikke spor lyst til at lukke vinterkulden ind gennem dit åbne vindue. Men:
– I de kolde måneder blæser det mere, og den kolde luft indeholder ikke ret meget vand. Det betyder, at du kan lufte hurtigere og mere effektivt ud end i sommermånederne, forklarer Lars Gunnarsen.
Ifølge indeklima-eksperten er 5-10 minutters udluftning per gang rigeligt for at påvirke luftfugtigheden i den rigtige retning.