”Jeg bestiller ikke bare en nr. 29 nede på shawarmabaren”

Influenceren Amalie Fischers mælkeallergi kan give hende voldsomme allergiske reaktioner, også kaldet anafylaksi. Angsten for en allergisk reaktion er svær helt at slippe, men hun har lært at håndtere hverdagen og den frygt, der følger med risikoen. Læs Amalie Fischers historie herunder, eller hør hende i Astma-Allergi Danmarks podcast Luftrummet

Publiceret 16/02 2022

Ca. 5 min. læsning

Del artikel

^{Foto: Kavian Borhani}

^{Fortalt til bladredaktør Fie Krøyer Dahl}

Da jeg var yngre og gik i gymnasiet, var jeg tit ærgerlig over, at jeg ikke bare kunne spise det samme som de andre. Jeg ville jo bare gerne være som dem, og jeg har ofte følt mig ked af det eller forkert. Det var en stor irritationsfaktor for mig, når de andre gik i Netto efter snacks i pausen, og jeg måtte springe over. Så min mælkeallergi er klart noget, der har hæmmet mig og stadig hæmmer mig. Sådan er det. Det er for eksempel irriterende, når jeg skal til udlandet. Jeg kan ikke bare backpacke uden for hospitalszoner – det ville være helt uansvarligt. Og jeg spiser aldrig flymad.

Man er megabange

Det var først i mine sene teenageår, at mine forældre og jeg oplevede, at min mælkeallergi kunne føre til anafylaksi. Jeg har aldrig haft et regulært anafylaktisk shock, som er den værste grad af anafylaksi, men siden da har jeg nok haft omkring 10 kraftige allergiske reaktioner, og der er blevet ringet 112 flere gange. Når det sker, er man bare megabange for, at det skal gå så galt, at man ikke er her mere. Man kan ikke trække vejret, og hos mig kan det også påvirke min høre- og synssans. Man er rædselsslagen, lige indtil ambulancen kommer, og de megadygtige mennesker træder ud af den og beroliger og behandler en.

Jeg har brugt adrenalinpen flere gange, hvor mine veninder, lærer eller min forældre har måttet udløse den i låret på mig. Man ryster selv så meget og er angst, når det sker, men der har der altid været mennesker omkring mig, når det har været nødvendigt at bruge adrenalinpen – bortset lige fra en enkelt gang, hvor jeg var på arbejde i Aarhus. Der måtte jeg gøre det selv. Det gik, men det er ikke rart.

Forskellige forholdsregler

Jeg spiser ofte kun hos personer, som virkelig kender mig godt. Når det gælder festlige lejligheder, er en stor ulempe ved allergien, at jeg ikke kan lægge min skæbne i andres hænder med hensyn til madlavning. Det er derfor kun mine tætteste veninder, jeg med 100 procent ro i kroppen kan spise hos, hvis de har stået i køkkenet. Derfor inviterer jeg oftest andre hjem til mig selv.

Nogle med fødevareallergi vælger helt at undlade at tage ud at spise, men sådan vil jeg ikke leve mit liv. Mad er for stor en fornøjelse for mig, til at jeg kan lade være. Når jeg går ud, er det ofte på de samme restauranter og caféer. Jeg er meget påpasselig, og er det et nyt sted, ringer jeg på forhånd.

Heldigvis er jeg også selv ret god til at lave mad, og det er jeg måske nok blevet, netop fordi jeg har allergi. Man kan jo lave alle former for mad uden mælk, og der kommer flere og flere mælkealternativer. Min mor er sød og har fryseren fuld med vegansk is, men jeg kan faktisk ikke lide cremede ting og mad, der smager af mælk, for jeg jo ikke vant til smagen og konsistensen.

Har du selv anafylaksi? Tre gode råd fra Amalie Fischer:

For at se denne video, skal du acceptere cookies der indsamler statistik.

Accepter cookies

Vil ikke være på tværs

Som teenager havde jeg en tilgang til min allergi, at “ja ja, det går nok”. Min mor var efter mig hver dag, og mindede mig altid om at huske min adrenalinpen. Jeg synes altid, at hun virkede en smule overbeskyttende - men forældre til børn med allergi, vil nok nikke genkendende til det. Da jeg begyndte at feste og drikke alkohol, mindede hun mig også altid om, at jeg ikke skulle kaste mig ud i at spise snacks og chips, der stod fremme. Det vidste jeg udmærket godt – men når man er beruset, kan ens handlinger godt ændres, da man kan være afledt og omtumlet af alkoholen. Det er nok derfor, at jeg aldrig rigtig drikker så meget alkohol, når jeg fester. For at bevare kontrollen.

Jeg føler mig heldig, fordi jeg har familie og venner, som er meget omsorgsfulde. Mine veninder er altid vildt opmærksomme, når vi er ude sammen, og det er oftere dem end mig, som spørger til mælk i maden. Jeg burde jo bare selv gøre det, men jeg synes, der er lidt ekstremt at sige det så mange gange, og jeg vil ikke være på tværs. Det bunder selvfølgelig i, at jeg ikke vil være anderledes og har en kæmpe usikkerhed. Så selvom jeg føler, at jeg har bearbejdet alting ret godt, så er den frygt for at være forkert og besværlig stadig noget, der ligger dybt i mig.

Frygten dominerer ikke

Frygten for de voldsomme allergiske reaktioner er vokset med alderen, men den dominerer ikke min hverdag. Måske er det, fordi mine forældre har altid haft til den tilgang, at det ikke er et handicap – det er ikke synd for mig. Selvfølgelig er det er da begrænsende, og der er mange ting, man går glip af, så på sin vis er det jo et handicap. Nok også større, end jeg selv vil tænke, det er. Men der er så mange sygdomme, som er værre, og det er jo bare sådan her, det er for mig. Jeg dvæler ikke ved det. Hvis jeg gjorde det, ville jeg nok blive lidt deprimeret.

Når jeg ser veninder dele en dessert med kæresten på en restaurant, gør det dog alligevel lidt ondt – det gad jeg også godt at kunne. Og jeg bestiller ikke bare en nr. 29 nede på shawarmabaren. Det kan jeg ikke. Men lige nu føler jeg mig ret godt i kontrol, og mit bedste råd til andre er, at anerkende, at man er, som man er.