Nanna med neglene

Hvordan er det at leve med atopisk eksem, nældefeber og vandvorter? Det ved 23-årige Nanna Bay Frausing desværre alt om. Her kommer en fortælling om et menneske, der har oplevet, hvor indgribende eksemens væsen kan være. Og en overlæges forklaring på, hvorfor det er vigtigt (også) at tale om de psykiske konsekvenser, som eksem har.

Publiceret 07/12 2023

Ca. 6 min. læsning

Del artikel

^{Foto: Flemming Gernyx}

Af Katrina Gillies Rasmussen

En sommerdag kigger Nanna ned på sine negle. Det var da underligt, tænker hun for sig selv. Hendes negle på tre fingre er blå, og huden, omkring neglene, er løs. Især på pegefingeren er det, som om neglen er ved at give slip. Det har hun aldrig prøvet før. Hun overvejer kortvarigt, om hun mon har slået sin hånd. Det kunne godt ligne, at den har fået et ordentligt slag. Men det har hun ikke. Det ved hun jo godt.

Det ligner, at Nannas pegefingernegl har opgivet at hæfte sig til huden, så nu hviler den bare helt forsigtigt på hendes fingerspids. Nanna tør ikke se, om hun kan vippe hele neglen af, så hun lader den være.

Hun tager plastre på de negle, som hun føler, sidder løst. Det gør hun, fordi hun er bange for, at de ryger af, men nok mest, fordi hun er nervøs for, hvad andre siger, hvis de ser hendes negle.

Lægerne fortæller, at Nannas negle har løftet sig, fordi hendes neglebånd har sluppet. Det er eksemen, der er årsag til det. Men der er ikke så meget at gøre ved det. Desværre.

Der gik tre år, inden Nannas negle begyndte at ligne sig selv igen. I de tre år havde Nanna altid plastre på, hvilket desværre gjorde, at hendes håndeksem blev værre der, hvor plastrene sad. Men selvom plastrene var forbundet med smerte, turde hun ikke blotlægge sine negle, fordi plastrene var det eneste, der beskyttede hendes negle. Og det eneste, der skjulte hendes negle for omverdenen.